Adventure Race er fedt, hårdt og lidt svært.

Et par gode tips fra Team High Five efter en god dag omkring Hald Ege og Dollerup bakker til Viborg adventure race.

Fotocredit: Mazz Sparreager

Teamet er det vigtigste. Fælles ambitioner er gode – og kan f.eks. være at have en fed dag sammen i højt humør. Sørg for at have en god makker på holdet. Trine kan anbefales! 

Det er sjovest sammen; Bare fordi man må dele sig op og har tre kort+klippekort, så kan det være mest effektivt at blive sammen, fordi det kan være svært at finde vej / finde hinanden igen. Det er også mere hyggeligt! 

Hold energiniveauet højt; Trænger du til en cola eller en hindbærsnitte, fordi du har efterladt din egen taske/ energi meget langt væk, så fortæl det til en lokal fisker eller et kaffeselskab, du møder på vejen og sig pænt tak, når de tilbyder dig lækkerier.

‘Det løser sig’; Mangler du et kort, f.eks. til et orienteringsløb, fordi der var mange og du har glemt det i en TA, så skal du ‘bare’ være tilpas langt efter det førende hold, til at de er færdige med kortet, når du er klar, så du kan overtage deres. 

Svømning i november er ingen problem; Især ikke i våddragt, sko, hætte og handsker og med et lækkert o-løb bagefter.

Strategisk prioritering er vigtig; En valgfri post på cyklen kan tage 30 min. og være virkelig flot lokal sightseeing. Fem valgfri poster på O-løb kan løbes på 20 min, når man er knivskarp på kortet (og har en skarp deadline). 

Styr på stumperne… Det er klart nemmest at læse et kort i tusmørke, hvis du har en pandelampe på. Har du glemt din og er makkerens forsvundet, så er det smart at kroge de andre deltagere og blive bag dem (så længe de kører den rigtige vej!).

Brug tiden, så du får så mange poster som muligt. Når 17.00 er deadline er der ingen grund til at være i mål før præcis 17.00 med helt færdige ben. 

Husk at tjekke resultatet. Selvom du er med for sjov, kan du godt ende på podiet. Og det ser kikset ud på billedet, når nr. 2 mangler. I øvrigt misser du både chilli von carne og præmier. I den forbindelse kan det være en stor fordel at satse på den række du ser størst vinderchancer i – og her kan du blive nødt til at droppe din mandlige holdkammerat i sidste øjeblik.

TAK til folkene på Idrætshøjskolen i Viborg for et fedt løb. En lidt halvtrist lørdag, med skyer og småregn, kan med en ordentlig indsats forandres til månedens highlight med en lækker dag i naturen, med sved på panden og smil på læben. Dollerup bakker gør det også godt i efterårsskoven. Vi kommer igen! 

#løbeteeikkeslutførdeterslut #ammebryster #merefartpå #teamhighfive