Når en god veninde ringer og spørger om man vil med på eventyr er der vel egentligt kun et rigtigt svar: “Ja”.

Jeg havde egentligt afskrevet VUMB i år. Julemad, ferie på Fillipinerne, kursus i Florida, en flytning og en skiferie har udgjort en fantastisk start på året, men det er ikke træning, der giver fart i benene. Og som kæmpefan af VUMB 1.0 med meget lange distancer og et besøg på fregatten var jeg en smule skeptisk over det nye koncept, hvor netop de to ting var væk. For mig har VUMB været symbol på et race for de virkelig seje – noget man kun kunne deltage i, hvis man løb virkelig langt (mindst 70 km). Første gang jeg deltog var jeg virkelig meget i tvivl om jeg havde snydt mig ind i et selskab, hvor jeg ikke hørte til. Jeg havde til mit held fundet en makker med masser erfaring indenfor ekstremløb og sammen kom vi godt igennem, samtidig med at det blev starten på et nyt venskab. Det var en kæmpe sejr at opdage, at jeg godt kunne være med i det selskab og på den vis en oplevelse der flyttede min forståelse af min fysiske formåen til et nyt sted.

Med de kortere distancer er VUMB pludselig noget andet og en del af auraen omkring arrangementet er ændret. Det tog lidt tid mentalt at acceptere, at gå ned i distance og “kun” løbe den korte. Gunver var dog ikke helt klar på den lange og med hendes bekymring in mente dæmrede konsekvenserne af de to tidligere år, som jeg ellers lykkeligt havde glemt. Det har været topfedt, men ikke helt uden konsekvenser i form af 5 mistede tånegle, småskader og laaaang restitutionstid. Det er sjovt, som man umiddelbart kun husker de gode ting. Den korte distance var helt klart den fornuftige beslutning i lyset af formen, ønskerne for den kommende sæson og et formål om at have en god oplevelse sammen i Mols bjerge.

Vi var ikke de eneste der havde skruet ned for distancen. En del af adventure race folkene var på tur, blandt andet Peter og Trine. Det gav anledning til at anvende “Følg Peter” strategien, hvilket gav en glimrende start på dag 1.

Med sibirsk vinter i Danmark, sne og kulde havde det ikke hjulpet at skubbe VUMB en måned længere hen. Snarere tværdtimod. Heldigvis tittede solen frem fra skyerne og vinden holdt sig forholdsvis i ro på den første dag.

Ambitionen var at have en god tur og gøre vores bedste.

VUMB båd på et et glædeligt gensyn med noget af mit yndlingsterræn i Danmark. De grønne bjerge og bakker, der rejser sig fra vandet og niver godt i benene, men giver store belønninger, når man er kommet gennem bronbærkrat og har forceret utallige hegn med stød i og mødes af fantastisk udsigter og lækre trails.

Salomon Adventure ryddede bordet på den korte distance. Det var ualmindeligt hyggeligt at have Gunver med på tur og jeg fik lov til at give den gas på kortet. Det gør jeg gerne igen.