Højt mod nord, hvor solen står højt på himlen og mørket sjældent falder på. Hvor bjergene rejser sig fra havet og sneen bliver langt ind i foråret. Bekymringen om at blive fanget på bjerget i mørket er forduftet i lange sommernætter, hvor det aldrig rigtig bliver mørkt. Norge er klædt i solskin og sommeren er kommet før tid, så vandt strømmer fra bjergene og samler sig i fyldte floder, når det ikke breder sig over stien.
På spejdertur i Fjeldet
Vi lægger roligt ud med Daltinden. Sneen har trukket sig længere op ad bjerget, så ski og støvler ryger på tasken for vi har ikke tænkt os at give op bare fordi det er lidt besværligt.
Terrænet er vådt og mine hipster trainers er ikke beregnet til bjergvandring over lyng, blokmark og vådt græs. Det tager maks 15 minutter før jeg har opgivet at springe fra tue til tue for at undgå våde sokker og begynder at grine af situationen. Derfra er det bare lige på.
1,5 time og en blokmark senere når vi sneen. En helt ny slags bootpacking! Det er spændende at få ski på. Forårssneen er tung og på vej op ad bjerget går vi flere gange igennem og står i sne til hoften. Det handler om at holde afstand til stenene som titter op rundt omkring.
Udsigten er fantastisk. Der er bjerge og gletcher hele vejen rundt om os og solen brager ned fra en skyfri himmel. Foråret mærkes tydeligt, når man går opad i tynde softshell bukser og en netundertrøje og har det varmt!
Vi er ikke de eneste på bjerget. Det føles på den ene side rart, at der er flere som har tænkt at netop denne tur var en god ide. Omvendt er det også lækkert at være alene på bjerget.
Der er allerede et spor, men det er stejlt og vi laver vores eget for at undgå at bruge for meget energi. Frem og tilbage i roligt sig sak kommer vi langsomt op ad bjerget. Højdemåleren på uret giver en status på hvor langt vi har igen.
På toppen er der udsigt over flere bjerge og fjordene som omgiver Lyngseidet. Der er high fives, smil, varme jakker og vingummier i solskinnet. Og masser af selfies.
Facet ned har en god hældning og sneen er ok. Der skal kæmpes lidt for at holde godt flow i svingene i den tunge sne og de lette touring ski gør det ikke nemmere. Farten er en fantastisk kontrast til opturen langsomme rytme. Udsigten er uovertruffen. Selv om det kun er en enkelt tur ned er det alle anstrengelserne værd.
Det er en helt særlig måde at være i bjergene og jeg nyder det mere, når jeg selv har knoklet for det. Jeg tror det er fordi jeg er tilstede på en anden måde. Hele kroppen er i gang og det er svært at fokusere på andet en nuet. Bjerget, selskab, solen og skiløbet.
Sneen bliver rigtig svær nede i bunden.
Stenene ligger lige under overfladen og ud af det blå ryger vi på skift i usynlige huller med rådden sne. Nogle sidder rigtig godt fast, men heldigvis er der ingen der kommer til skade.
Da vi rammer trægrænsen ophører sneen og ski og støvler ryger tilbage på rygsækken. Efter en god tur på bjerget kan man godt mærke vægten i rygsækken. Der er tanket op med gå-vingummier, men vi mangler vand efter en lang dag i solen.
Den fugtige skråning er beklædt med lyng, mos og blokmark, så vi snegler os nedad mens vi forsøger at holde balancen med stavene. Det er norsk vildmarksvandring når det er bedst og Katrine, som er ny i gruppen, spørger om vi altid kombinerer ski med den slags spejder aktiviteter.
Der var vist ingen af os, der havde planlagt en kombi mellem vandreferie og skitouring, men sådan blev det altså den her gang.
Vi finder heldigvis en sti, som gør det meget nemmere at gå tilbage til bilerne.
Tilbage i hytten går min rute direkte i køleskabet efter kolde øl til terrassen hvor der er udsigt over fjorden og vi når solens sidste stråler inden den gemmer sig bag bjerget. Tobias og Mikkel har løbet i forvejen ned fra bjerget for at lave aftensmad og der går ikke længe før den står klar. Ren luksus og lidt uforståeligt hvor al den ekstra energi kommer fra.
Mod toppen
Kortene er printet vandfast og ligger opdelt og sorteret på gulvet, mens vi har rutebeskrivelserne på print. Der diskuteres livligt hvad morgendagens planer skal være og der er ca. lige så mange holdninger som vi er personer. Der bliver nørdet eksponeringer, sæsoner, sværhedsgrad, distance med ski på ryggen og niceness. Jeg siger ja og joiner den del af gruppen som går efter en lidt teknisk bjerg med en gletcher på vejen.
Tasken er godt pakket med cramponer, økse, sele og gletcherkit, da vi igen smider ski og støvler på tasken for at gå ind til start. Vores ellers gode plan om at køre tættere på ad vejen er blevet bremset af en låst bom.
Den første del af turen går på god grusvej. Derefter rammer vi en mindre sti og til sidst et let skrående ubeskriveligt terræn uden stier. Træerne står tæt og græsset “oversvømmet” af vand der risler ned fra bjerget. Jeg bander indvendigt over ikke at have lært af gårsdagens erfaringer og taget et par ekstra strømper på.
Da vi endelig rammer spredte snefelter er mine sko gennemblødte. Vi hænger de våde sko i træerne og kigger os omkring for at huske stedet. Så går vi opad på eventyr. Sneen er tung mellem med træerne mens vi bevæger os opad. Der er frokost over trægrænsen ved en lille gletchersø med skøn udsigt over vand og bjerge. Herfra fortsætter vi opad og rundt om bjerget for at ramme den rende der fører til toppen.
Det første stykke er let og lækkert. Derfra er det stejlt med klippebånd af blokmark og dyb grødet sne imellem, hvor man synker i til låret. Vi er kommet for højt på skråningen og er i tvivl om hvordan vi kommer videre. Den dybe sne suger energien og jeg er ikke fan af at traversere over klippebåndene med skiene i hånden. Støvlerne føles ikke stabile på klipperne og det gør det ikke bedre når vi skal nedad for at justere retningen. Samtidig vil jeg gerne med på bjerget og det er øv at vende om halvvejs.
Efter en tænkepause og et blik på klokken bliver jeg med hjælp fra Emilie enig i, at vi vender om. Klokken har passeret frokost og der er stadig 1000 hm til toppen plus en solid gåtur ned af bjerget. Tobias går med ned, mens de tre andre fortsætter mod toppen.
Vi får et par gode runs i lækker firn før vi rammer skoven og traverserer tilbage mod skoene. De har gemt sig i skoven og pludselig ligner det hele “et åbent stykke, med høje træer omkring”. Tobias har et gps koordinat som ikke helt rammer plet og vi kan ikke forstå at vi ikke har set vores spor fra opturen. Efter 30 min søgen finder vi det ved et tilfælde – stavmærkerne fra 6 personer kan stadig ses, men resten er sunket sammen og allerede smeltet væk! Derfra er det lige på til skoene, ski og støvler på ryggen og ned i den våde skov til bilen. Inden vi går sende vi gps koordinat og et billede af bjerget fra skoene, så de andre undgår vores bøvl. Det bliver de glade for, for skyerne er trukket ind og regnen tager til!
Tidligt tilbage i hytten er der god tid til varmt bad, kaffe og hygge ovenpå dagens eventyr. De andre var på en fin top, hvor snegrænsen næsten gik ned til vandet og udsigten var fantastisk. Vi er lidt misundelige. En har købt en fiskestang og har nærmest bid med det samme, så der er torsk på menuen til aften.
9 på tur
På tredjedagen har vi forsøgt at finde en rute, med mindre vandring og en nordside i håb om at sneen er bedre der. Vandringen slipper vi dog ikke for. Turen går op ad bjerget ad en lækker vandresti, der igen er oversvømmet. Jeg har dog tænkt mig om og medbragt ekstra strømper, for at prøve hvordan det føles med tørre sokker i støvlerne. Det er et hit!
Sneen op ad bjergsiden er af svingende kvalitet, men vi er glade når den er der og vi ikke skal bære skiene over vand, lyng og klipper.
Så går det opad. Der er en fantastisk udsigt og kombinationen af bjerg, klipper og lyngen danner en enestående baggrund for turen. I en fast rytme, en ski foran den anden. Kroppen arbejder uden at være overanstrengt og vi bevæger os langsomt, men stabilt opad mod toppen af bjerget. Det jeg tror er toppen viser sig at være en fortop. Her stiller vi skiene og tager en kort pause. Den øverste top er dækket af skyer, men resten derhen ligger klart og tydeligt. På afstand ser den smal ud med et brat fald på venstre side, som ville være fedt at køre på ski, hvis siden ikke var halvt dækket af en stor flagelavine, hvor kanten stod skarpt hen af siden.
Smalle ridges er ikke umiddelbart min favorit disciplin, men flere af de andre er allerede på vej. Jeg betragter dem gå og det ser ikke så slemt ud. Kammen synes bredere, når der kommer mennesker på, så jeg beslutter mig for at følge efter med et fokuseret blik på hvor jeg sætter fødderne. Jeg er meget opmærksom på at holde mig langt fra kanten og den skavle som man på afstand kan se hænger ud over kammen. Tanken var værre end virkeligheden og det går faktisk helt ok at følge kammen og scramble til toppen.
Nedturen byder på spændende skiløb mellem klipper, lyng og vand. Der er også et par gode sving imellem, men det er klart mere et eventyr end en powdertur. Og et rigtig godt et af slagsen.
Sæsonafslutning på toppen
På sidstedagen er planen at køre helt til nordspidsen af Lyngsalperne og genbesøge den top de andre var på på andendagen. Der er en skarp tidsplan for at vi kan nå flyveren, så vi er tidligt afsted. Det er helt vildt at vi kan tage skistøvler på fra start og der kun er en kort gåtur med skiene på tasken før vi rammer sneen og begynder at gå op.
Jeg kan godt mærke at vi har været i gang i nogle dage og kroppen er ved at være brugt. Heldigvis er jeg ikke den eneste. Til gengæld har jeg sørget for at have de letteste ski og bindinger og det gør en forskel for trætte ben. Carbonski med tech binding holder 💯 hele vejen til toppen.
Udsigten fra toppen er om muligt endnu flottere end de tidligere dage. Der er vand 270 grader omkring os afløst af takkede tinder og snemassiver.
Turen ned er prikken over i’et på en virkelig god tur. Nedenfor en rende åbner siden sig op i nærmest med en god hældning og uberørt firn. Solen skinner og skispidserne peger direkte mod havet i støre bløde sving. Siden bliver ved og ved til syrerne rammer lårerne, armene erhøjt over hovedet og smilene sidder fast. Det er forårsski når det er bedst og jeg er bestemt ikke færdig med at stå på ski i Lyngsalperne.
