“Fortæl lidt om din weekend Iben – har du været ude og lave noget sindsygt igen?”spørger en kollega mandag morgen på kontoret.
“Joooo, det kan man måske godt sige. Jeg har godt nok lidt ondt i benene efter at løbe 35 km lørdag og 42 søndag, med små 1000 højdemeter om dagen”

Kollegaen spærrer øjnene op og stiller et knivskarpt konsulentspørgsmål: “Hvorfor gør du dog det”?

Svaret kommer promte: “Jeg gør det, fordi det er sjovt!” Måske ikke sidst på 2. dagen, hvor hele kroppen er ved at være træt, benene er meget tunge, man kan mærke vablerne i skoene og den næste post ligger også på toppen af en bakken. Men så alligevel. Jeg mærker sig selv og tester hvad kroppen (og hovedet) er i stand til at præstere. Jeg gør det sammen med en makker og gør mit ypperste for at kommen igennem som et hold. Naturen er helt tæt på, når man forsøger at oversætte kortet til virkeligheden, går direkte på posten gennem terrænet, fordi stierne er en omvej og posten står på toppen af en ufremkommelig høj eller på en lille ø. Springer over hegn og finder vej gennem tæt krat.

For mig handler det ikke om at vinde. Det handler om store oplevelser i godt selskab. Om at gøre sit bedste sammen. Få det optimale ud af de ressourcer (Læs kræfter, humør og rammer) der er til stede lige der. Det er noget man husker, fordi det gjorde lidt ondt og man kom udenfor komfortzonen. Med våde sko og ømme ben. Man bliver klogere på sig selv og hinanden netop der.

Kollegaen er stadig ikke helt overbevist om det fede ved ultraløb. Til gengæld inspirerer tanken om at gøre noget anderledes sammen – noget der rykker lidt ved det, man plejer at gøre og hvor man gør sit bedste sammen.

Tilbage til en klassiker

VUMB er et fedt race. Man skal løbe ret langt for at overhovedet at deltage. Den korte distance findes ikke, så alle der er med, er klar til at bide tænderne sammen og blive ved, også når det gør ondt. Det giver en særlig stemning, gensidig respekt og et fedt fællesskab på tværs af hold og distancer.

Overnatningen på Fregatten bidrager med et særligt twist – det er en ikonisk location og superhyggeligt at siddet pakket ind i dun under dæk og fortælle røverhistorier.  Med et overskueligt felt, er der tid til krammere til alle og løbet er småt nok, til at man kommer i snak med hinanden. Ruten ligger i fantastiske omgivelser og så er der lige det der twist med, at der både er kort og Gps, som gør det sjovt og anderledes, fordi nagivationen pludselig bliver et fælles projekt.

Sidste år havde jeg min debut med en super erfaren makker. Der var en del bekymringer forbundet med deltagelsen – om jeg overhovedet kunne løbe så langt, om benene og humøret kunne holde og om det ville være sjovt. Det viste sig at være både sjovt, gøre ret ondt og bestemt være muligt at komme godt igennem. I et stærkt teamwork med Niels havde vi et topfedt løb med masser af smuk natur, fede poster, sjove kommentarer, ømme stænger og en samlet 2. plads i mix rækken.

Jeg lærte masser af tricks fra en erfaren adventure racer – f.eks. hvor lidt vand og grej, man kan nøjes med at slæbe og at det er forbudt at stå stille. Det betyder, at man skifter tøj gående og indstiller gps’en mens ens makker holder et solidt tag i nakken på en, så man kan holde tempo imens. Jeg lærte til gengæld Niels at kødsovs smager bedst varm, gerne med pandekager til dessert og at hygge faktisk kan kombineres med eventyr.

Ny makker og klar strategi

I år ville Niels hellere til Metallica koncert, så jeg måtte på udkig efter en ny makker. Heldigvis var Malene hurtig til at sige ja tak til eventyr, hvis jeg bare lovede at navigere på kortet. Strategien for Salomon Adventure var afstemt klart på forhånd. Ingen af os var egentlig klar til at løbe +35 km to dage i træk, så vi var fast besluttede på at navigere skarpt, og holde en stabilt tempo uden stop jævnfør Niels glimrende princip. Vi skulle gøre vores bedste, have det sjovt og komme hele vejen igennem sammen.

Klar, parat, start

Efter en god nats søvn og lækker morgenmad hos mine forældre i Aarhus, var vi klar til start lørdag morgen. Med 3 grader og mørke skyer og tåge, var vejret desværre ikke helt som man kunne ønske sig. Vi pakkede en ekstra trøje i tasken og krydsede fingre, for at undgå regn. 5-6 timer i regn i Mols Bjerge kan hurtigt blive en kold omgang. Jeg valgte at skifte løbejakken ud til en let skaljakke, for at undgå at blive kold undervejs. Det kom jeg hurtigt til at fortryde.

Løbet startede med en kort prolog, hvor vi rev kortet over, delte os og fandt en posterne omkring Karpenhøj. Vi kom ok hurtigt igennem og fik fat i kortet, som viste dagens rute. Jeg har brugt en del af min ungdom på islandske heste i Mols Bjerge, så det var genkendelsens glæde at få kortet i hånden og kende langt de fleste steder på ruten. På trods af tågen var stranden med skrænten og vandet en virkelig smuk start.

Ruten fortsatte op ad en stejl skrænt og gennem åbent terræn op og op og op mod trehøje. Poster, som ikke var tydeligt markeret på kortet tastede vi ind på GPS’en. Tågen var så tæt, at vi passerede Trehøje uden at jeg opdagede det. GPS’en udstak retningen som vi fulgte efter bedste evne. Jeg var ret overrasket, da vi pludselig ramte posten, og jeg godt kunne se, at vi var kommet om på den anden side af de markante høje.

Vi holdt et fint tempo. Trine – en af de andre adventureracere fra Salomon Adventure fulgte med, da hendes makker var nødt til at melde afbud i sidste øjeblik. I tågen mødte vi Sessel og Bjørn som også er fra holdet. De løb 100 km og fik en krammer at løbe videre på, inden de forsvandt i et lidt højere tempo end os, mod andre poster.

Strategien holdt og benene ligeså

Vi navigerede stabilt med godt samarbejde mellem kort og gps og  holdt et fornuftigt tempo, med hurtig vandopfyldning og konstant bevægelse. Hver gang vi kom tæt på posterne kom Malene på banen med GPS’en med retning og distance.

En væsentlig del af strategien var at gå op ad bakkerne, hvilket vi overholdt stramt. Det kan simpelthen ikke betale sig at løbe – farten er ikke ret meget højere end i gang, til gengæld koster det langt mere energi. En del af posterne stod på lækre placeringer, samme sted som sidste år og selvom benene begyndte at kunne mærkes kom vi godt fremad ind mod Ebeltoft.

Vejret var fortsat tåget, men regnen udeblev og det var lækkert at ramme bygrænsen efter små 5 timer. Humøret var højt, benene ok og Malene hurtigt i toppen af masten, da det blev klart at vi var kommet først ind i damerækken.

Ombord

Indenfor blev vi mødt af varm suppe og tørt tøj. Vådt tøj blev hængt til tørre over udstillingsdukker og rækværk og våde sko stod i en stor bunke foran varmeblæserene. Med rigeligt med snacks og gode venner samlet på Fregatten gik eftermiddagen og aftenen hurtigt. Pandekagerne efter aftensmaden var igen i år et hit og en varm dunsovepose lokkede. Inden jeg hoppede i posen blev vablerne punkteret og pakket ind i sportstape og alt grej gjort klar og pakket til start kl. 06.15.

På den igen

Vi startede ud i højt humør på dag 2. Dagens etape startede i mørket med en prolog på et detaljeret kort. En lang række af løbere fulgte vejen i mørket med skarpe lamper og roligt tempo mens de stive kroppe blev varme og klar til endnu en dags udfordringer.

Efter noget overvejelse og snak valgte vi ikke at dele kortet. 1. og 2. post gik fint, men herefter kom jeg lidt skævt igang med kortet, da det lykkedes mig at vende rundt på nord og syd. Vi fulgtes nogenlunde med det damehold, som lå efter os i damerækken ca. 21 minutter efter os. Med gps’en fik vi dog hurtigt styr på retningen og efter Malenes stabile navigering dagen før stolede jeg på, at hun havde styr på retningen.

Efter prologen kom vi godt videre på det store kort, mens dagen så småt tog fat og lyset kom frem. Posterne var lækkert placeret på små toppe i omegnen af Ebeltoft, så man var helt sikker på at benene  kom ordentligt i gang og at vablerne blev varmet op. De første 10 km fløj afsted, men der var stadig lang vej igen.

Overhalet

Efter 18 km havde vi krydset hovedvejen til Ebeltoft og havde ramt kanten af Mols Bjerge. Her mødte vi vores modstandere, som kom løbende bagfra. Vi gik som altid op ad bakken mens vores to modstandere havde noget mere fart på og overhalede os. Havde vi haft kræfter havde jeg strategisk valgt at følge lige i hælene på dem, men med deres tempo var det ikke en realistisk mulighed. Hvis de kunne fortsætte i det tempo ville det blive interessant om de kunne nå at hente de 21 minutter og snuppe 1. pladsen.

Vores ben var ved at være trætte og vi kiggede jævnligt på uret for at se, hvor langt vi var nået. Orienteringen gik rigtig godt med enkelte mindre svipsere hvor der kom flere højdemeter eller lidt længere end nødvendigt. Ikke noget der kostede meget tid, men 5 minutter kunne pludselig blive ret afgørende. Malene havde ondt i foden, mens jeg var ok kørende ud over den generelle træthed og ømhed i hele kroppen. Posterne lå langt fra hinanden og jeg glædede mig til at komme i mål.

Trine var stadig med og havde lidt mere overskud end Malene og Jeg. Hun brugte en del af tiden på at tage billeder og tale i telefon. Når Malene og jeg synes vi havde hårdt, forstod hun virkelig at vise empati med kommentaren “Jo langsommere man er, des længere kommer det bare til at gøre ondt”.

Med Karpenhøj i sigte

Med et 1:25.000 kort bliver nogle vejvalg tilfældige og heldige. Nogle gange rammer man rigtigt og andre gange er man ikke helt så heldige. Omkring Toggerbo skulle vi op på en top til en post. Kortet var grønt (=tæt vegetation) hele vejen rundt om toppen. Vi kiggede efter gode vejvalg mod toppen men fandt ikke nogle gode muligheder, så det blev en kamp gennem tæt krat med et par kampsår af stædige brombærbuske før vi nåede toppen, hvor krattet åbnede op.

Da vi nåede toppen af Trehøje var vi trætte. Meget trætte. Vablerne gjorde ondt og den næste top, som vi kunne skimte i det fjerne stod ikke højest på ønskelisten. Vi skiftevis løb og gik, i et forsøg på at holde tempo med meget tunge ben. Den sidste del af løbet var hård. Et ben foran det andet. Langsomt men stabilt op ad endnu en bakke mod den næste post. Rundt om et krat og over et hegn.

Snickers giver et mentalt boost, som går direkte i benene. Målet er efterhånden tæt på, men det føles stadig som om, der er langt derhen og det er nu man spørger sig selv hvorfor man egentlig gør det her. Hvorfor skal det gøre ondt før det bliver godt. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det føles bare bedre at ligge på sofaen og se netflix, når man har været på eventyr.

Mål

Vi nåede den sidste post på bakken nedenfor Karpenhøj og brugte de sidste rester af energi på at løbe op til vejen. Bakken var for stejl til at løbe op ad, mens slutspurten blev sat ind de sidste 50 meter i mål. Det var skønt at være færdig og fedt at komme godt i mål efter et fedt race uden skader. Jeg havde brugt al den energi der var og brugte de første 5 minutter på at sidde og stirre ud i luften mens tanken om vores placering fyldte i baghovedet. Havde de hentet de 21 minutter?

Et bad og lækker chilli con carne hjalp på energien. Vi fik en ekstra fjer i hatten og et boost til humøret på hjemtuden, da Malene er tilbage og spørger efter præmier. Jeg forstår det ikke indtil hun forklarer. Vi er slået med 16,5 minutter på dag 2, men hvad gør det, når vi var foran med 21,5 minutter i forvejen. Efter ca. 11 timers løb vinder vi med 5 minutter.

VUMBs fremtid er usikker og der er tale om at ændre konceptet. Jeg håber, at de holder fast i at lave en fantastisk race. Jeg vil i hvert fald gerne komme igen. Og så skal jeg helt sikkert på brombærjagt i Mols Bjerge til efteråret, hvis jeg ikke har ødelagt alle buskene, når jeg er trampet igennem de skarpe torne og drilske grene, som forsøger at nedlægge når de fanger benene og tornene sætter sig fast.