Jeg har savnet at køre race, så for at komme igang igen og have et projekt at træne mod havde jeg fundet et overkommeligt mål – en klassiker i mit yndlingsterræn: Vumb Solo med 20km+. Jeg havde valgt en lidt kortere version end jeg plejer, uden makker at dele op- og nedture med, men stadig med trailløb og orientering undervejs via kort og gps. Det skulle vise sig at de mente +, så jeg fik masser af race for pengene!

 

Grundig forberedt

Jeg har sjældent været så godt forberedt til et race. Tøjet var lagt frem i god tid, tasken hang pakket med energi, førstehjælp og fyldte vanddunke aftenen før og skoene stod klar foran hoveddøren. Med en lille familie tager alt pludselig længere tid, så jeg ville være sikker på at have styr på stumperne og være helt klar til start, både praktisk og mentalt. Det lykkedes – måske er det værd at fortsætte, for det føltes også som om den praktiske forberedelse i god tid, hvor alle stumper var på plads, gav mental ro. 

Jeg havde (næsten) overholdt min intensive træningsplan i Januar med tre ugentlige løbeture og var i sig selv stolt over den præstation. Kroppen havde accepteret løbetræningen, hvilket jeg valgte at forstå som et signal om, at den var ved at være tilbage i form efter at den midlertidigt var bolig for et lille nyt menneske i denne verden. 

Solo

Det føltes lidt ensomt at skulle løbe alene, men også nemt og trygt at Tobias tog med og hang ud med Anton, mens jeg løb. Selvom jeg skulle løbe solo, var der garanti for at støde ind i gode mennesker, da mange af mine racekammerater skulle løbe hold-klasserne.

Tilbage på Fregatten

Vumb var tilbage på Fregatten og hurra for det. En fed ramme om et godt løb. Crewet var som altid i højt humør og delte rigeligt med krammere ud til alle. Løberne på de hold-distancerne var sendt afsted, da vi nåede frem, så for en gang skyld kendte jeg kun en enkelt af de andre deltagere. 

Anton, vores lille søn på 6 måneder, var med. For første gang i lang tid sad han ikke på min arm, mens Tobias havde starter. på, men omvendt. Jeg glædede mig helt vildt over, at jeg var nået hertil – at kroppen så småt var oppe i gear igen efter at have skabt et lille væsen. 3-4 timer i mit eget selskab, med fuldt fokus. Når det sker så sjældent, værdsætter jeg det virkelig højt.

Prolog

Efter en kort briefing var vi klar til prolog kl. 8.00. Et lille O-løb i Ebeltoft, hvor vi skulle spotte farver på husene og feltet blev spredt. Dagen vandt heldigvis frem og afslørede en klar blå himmel, med blæst og sol, for min pandelampe lå derhjemme. Der var en enkelt post, der drillede mig lidt, så jeg kom ikke helt så hurtigt igennem, som jeg gerne ville. (Det ville nok også have krævet mere end 1 måneds løbetræning.) Til gengæld var humøret højt, da jeg fik det næste kort og satte kursen mod stadion og terrænet omkring mtb sporet. 

Skævt igang

Jeg fik smidt en trøje, mens jeg gik hurtigt op ad en bakke (Niels’ stemme lød i baghovedet “du må aldrig stå stille”) og forsøgte at orientere mig på kortet. Det gik dårligere end jeg troede og det lykkedes mig at bomme første post, og i stedet traske rundt i noget tæt brombær krat på den forkerte top. En lille reminder om at være mere akkurat, når jeg selv har kortet. Jeg kom ud af brombærkrattet og ramte posten samtidig med Kristoffer – en gammel kollega fra Friluftsland way back og Coast Zone. Han havde tabt sin chip og havde brugt lidt tid på at lokalisere den. Jeg var først afsted fra posten og fulgte en skelgrænse mellem en skov og en mark. Der var væsentlig flere stier i virkeligheden end på 1:25.000 kortet, så jeg orienterede i terrænet og skelede til gps’en på mobilen. 

Selskab

Undervejs mod næste post hentede Kristoffer mig – han drillede mig og pointerede, at det var for let at orientere på den måde. Det havde han jo sådan set ret i, og da målet ikke var at vinde den dag, smed jeg mobiltelefonen i lommen og fulgtes med ham med hjælp fra kortet. Vi startede med at løbe forkert op ad mtb sporet, som altså ikke var stort nok til at fremgå af kortet. Retur til en større sti og på rette vej ud i det åbne terræn over marker og hegn. Kristoffer var hurtigt med på hegn-strategien med at skiftes til at træde og vi fik misundelige blikket fra en anden løbet, hvis makker ikke syntes at den slags var nødvendigt. Jeg hader hegn, så det er helt perfekt, når der er lidt hjælp til effektivt at komme over på den anden side. 

Vi fandt en smart vej gennem et sommerhusområde og kom i fladere terræn ud mod øer. En post var placeret på en lille bro langs et vandløb. Med den fugtige vinter var vandløbet for længst løbet over sine breder, men her skulle mine vandtætte sokker vise deres værd. Det var til gengæld også det eneste de hjalp til – de kostede to blå negle fordi der var for lidt plads i skoene! 

Præcision er vigtig

Kristoffer og jeg fulgtes fortsat og hjalp hinanden med at navigere. Postplaceringerne var ikke svære, og det var nok meget heldigt for jeg var heller ikke helt skarp på kortet den dag. Det er lidt som om jeg er ok god til at komme i den rigtige retning, men glemmer at stoppe op og være helt præcis til sidst. Det vil nok være smart at træne lidt, til fremtidige situationer, hvor det er mig der har kortet og jeg gerne vil komme først! 

Gps-uret fortalte allerede at vi havde tilbagelagt en del kilometer, og Kristoffer mente ikke at distancen ville holde overhovedet. Jeg holdt fast i troen om, at VUMB plejer at mene de distancer de skriver, da ben og hoved ikke var parat til at løbe rigtig langt. 

Mere end hurtige ben

Kysten var smuk i solen, men også udsat for den stærke vind, så vi valgte den lidt kedelige beskyttede vej. Helt ned mod vandet var der store lækre sommerhuse, men uge bagved  var det tydeligt, at det var et gammelt sommerhusområde med små “rigtige” sommerhuse. Næste post lå for enden af en mole eller måske nærmere stensætning ved det gamle færgeleje i Ebeltoft. Vi fik valgt en god rute derud over enge og strand i kraftig modvind og gennem lavt vand. Benene kunne godt mærke distancen og Kristoffer trak langsomt fra mig. 

Det viste sig at være en pænt lang stenmole og fra at vi havde løbet relativt alene, var der pludselig rigtig mange løbere samlet på et sted. Jeg har tidligere været ret bange for at løbe på store sten. Jeg husker særligt et race i Helsingør, hvor vi ‘løb’ på stenmolen ved havnen ved slottet og jeg nærmest græd i arrigskab over at sakke bagud og ikke kunne følge holdkammeraterne. Denne gang var krisen vendt til optur. Jeg havde aktivt trænet løb på moler og sten frem mod racet i Kroatien, da Niels havde truet med en bestemt ø, som kun bestod af sten og hvor man ret hurtigt kunne smide det hele på gulvet, hvis man ikke turde løbe, men måtte kravle i stedet.

Det blev aldrig aktuelt dernede, men træningen i Amager Strandpark var ikke spildt. Jeg holdt et stabilt langsomt løbetempo over stenene, men et koncentreret fokus på at placere den næste fod og holde flow. Det gik markant hurtigere end alle andre og følelsen af at lykkedes med noget jeg tidligere var bange for samtidig med at jeg for en gangs skyld var hurtig var skøn. Det blev ikke dårligere af et utal af kommentarer over, hvor hurtigt det gik og satte en tyk streg over at det betaler sig at øve sig. Prikken over i’et var retur for enden af molen hvor Tobias sad og ventede med Anton i solskinnet og heppede. 

To på tur

Jeg havde også overhalet Kristoffer på vejen, og det betød at vi igen kunne følges ad. Tempoet fik helt klart et hak opad i forsøget på at følge med selv om benene gjorde ondt og vi efterhånden havde ramt de 20 km. Jeg prioriterede dog det gode selskab over ømme stænger og hang på så godt som muligt med en racevens stemme i baghovedet – “jo langsommere du løber, des længere tid tager det”. 

Da vi ramte stranden måtte jeg dog sætte tempoet ned og lade Kristoffer løbe. Vi var tæt på gps posten, så jeg forsøgte at taste den ind, så jeg var klar. En gang, to gange, tre gange. Det duede ikke og jeg kunne ikke forstå det, for det er ikke første gang at jeg gør det. Alle koordinaterne ville ligesom ikke med, selv om de godt kunne vises for et vilkårligt punkt på kortet. Sk…. irriterende og så afgjort et lavpunkt på løbet ikke at magte at bruge gps’en. 

Jeg blev ved at forsøge uden held og tænkte til sidst at hvis jeg ikke kunne taste den ind, måtte jeg jo løbe på længde og breddegrader udledt fra gps’en til jeg fandt punktet. Postbetegnelsen var “Strand” hvilket trods alt begrænsede mulighederne. Jeg rendte dog ind i Kristoffer igen, da han ledte efter den rigtige sti mod næste post og tænkte at det nok var smart at følge med nu. Vi ramte posten og fortsatte direkte på gennem lårdybt vand. Det kostede våde sokker, men nu kunne vi se Fregatten. 

Snart i mål

I langsomt løb langs stranden over mere lavt vand og med efterhånden meget trætte ben. Jeg synes ikke, at det var helt ok, at vi efterhånden havde ramt 25 km med en del endnu og et særligt punkt i lænden gav mig helt ret. Men vi fulgtes og det var hyggeligt med selskabet, så jeg hang i. På tværs af et åbent areal, der viste sig at være en have, gennem krat for at undgå en anden have og videre til tredjesidste post, der gemte sig i solen. Retur gennem den brostensbelagte gågade i Ebeltoft med de små gamle huse og rådhuset, der vier flest par i Danmark. Vi klippede sidste post samtidig 200 meter fra Fregatten og jeg satte som altid slutspurten ind. 

I mål efter 29,2 km. Som den første kvinde, men et par timer efter de hurtigste. Med trætte ben, et stort smil og to blå negle. Klar til at spise Chili con Carne, drikke den lækre lokale hindbærbrus og sige hej til alle de andre, som allerede var i mål og sad bænket og hyggede. Velfortjent, glad og træt. 

For the team

Vumb solo var en rigtig god måde at komme ind i kampen igen. Det er bare nemmere og sjovere at træne mod et mål.  Benene klarede det, og lærerne næsten ligeså. Det kostede 2 tånegle. Det var skønt at komme ud, løbe på kort og have et starter. på. Men jeg savnede mit hold. Fællesskabet, hvor man deler op- og nedture og kommer igennem sammen. Jeg bliver ikke trail- eller ultraløber. Jeg er adventure racer – en del af et hold hvor vi kæmper, vinder og taber sammen. 

Det var fedt at følges med Kristoffer, men et helt andet udgangspunkt, når man følges fordi det lige passer i stedet at være afsted som hold. Næste år kommer jeg tilbage til Vumb med en makker og snupper etapen i Mols Bjerge med.