Når solen skinner og foråret pibler frem, er det topfedt at køre race. Humøret var derfor i udgangspunktet højt, da vi pakkede bilen med grej og cykler og vendte næsen mod Oure fredag eftermiddag.
Topfedt teamwork + topfed bane + topfedt vejr = Oure Adventure Race 2018 var en kæmpe succes. Så kort kan det beskrives. Vil du vide mere om hvorfor, kan du læse med nedenfor.
Fælles ambitioner
Kører vi for at vinde eller kører vi for at være med? Det spørgsmål blev grundigt diskuteret i bilen på vej mod Sydfyn. Det sidste viser sig hurtigt ikke rigtig at være en mulighed for nogen af os. Vi er jo med uanset, så vi kan lige så godt give den gas. Der er alligevel for meget konkurrence-mentalitet på holdet til ‘bare’ at nyde solen, sydfyn og det gode selskab.
Det er min erfaring, at det er en rigtig god ide, at få sat nogle ord på ambitionen forud for et race, og man skal være ret specifik. Gas kan f.eks. betyde meget forskelligt tempo afhængig af, hvem der giver den gas.
Så hvor hurtigt går ‘Gas’? Vi snakker videre, mens vi gumler løs på kage og boller som en sød kæreste har sørget for. Niels, også kendt som dr. ond, har en ret høj smerte/ubehagstærskel. Det har jeg erfaret gennem en del løb efterhånden. Den er i hvert fald højere end min og kombineret med det faktum at han er en mand og jeg er en pige, gør kun spørgsmålet mere relevant. Bjørn har gennem længere tid haft en skade som springer op i ny og næ og betyder at han ikke kan løbe. Jeg er så småt ved at komme i form, men er ikke toppet.
Konklusionen på vores snak bliver at vi skal give den alt hvad vi har. Og hvordan vurderer man så det, kunne man spørge? Jeg har flere gange brugt en energimåling undervejs i løbet til at vurdere om der køres for langsomt eller for hurtigt og om vi skal omfordele nogle ressourcer på holdet. F.eks. hvem der bærer grej, trækker på cyklen eller finde vej. Det foregår ved at man kalder et energitjek og alle melder ind på en skala fra 1-5 på hvordan de har det. 1 er helt skidt (=sæt farten ned), 3 er ok (=tempoet passer fint) og 5 er masser af power i benene (=sæt farten på). På den måde får vi løbende et billede af ressourcerne på holdet og mulighed for at justere, så vi kan give den alt det vi har.
Styr på stumperne
Vi får styr på stumberne og finder et sted at smide liggeunderlag og sovepose. Morgenmad og racebriefing starter ubehagelig tidligt, så jeg er effektiv og afleverer med en skjult bekymring min dejlig carboncykel ind i en stor kassevogn til transport. Adventure race handler både om at være i god form, være gode til at køre som et hold og have noget udstyr, som virker godt for en. Normalt synes jeg, at de små detaljer er kedelige og springer den slags mikroplanlægning over, men når det handler om at køre race, gør det bare en forskel, om man har husket de ekstra ting, som ikke er obligatoriske, men som giver mig lidt ekstra overskud. Det kan f.eks. være løbe- og cykeltrækket, en god kombination af vindummi, geler og barer eller den ekstra flaskeholder på cyklen.
Jeg glemmer ofte at medbringe “pre race” mad, og når der godt kan gå lang tid fra morgenmad til racestart giver det ikke det bedste udgangspunkt. Alt sammen små ting, som ender med at gøre en stor forskel, særligt når vi har fokus på at køre så hurtigt som muligt. Det har taget noget tid, at finde ud af, hvad der virker for mig, men nu er der efterhånden ved at være styr på detaljerne så vi kan koncentrere os om at træde i pedalerne eller holde farten gennem drilske brombær.
Klar, parat, start!
Efter en tidlig morgenmad og en grundig racebriefing bliver vi kørt til Egeskov Slot, hvor racet starter. Prologen er godt skruet sammen med fire forskellige opgaver, som er sjove og skaber god spredning mellem holdene. Med bind for øjnene går vi over træbroer mellem trækronerne – ikke min yndlingsdisciplin, men netop derfor en meget god udfordring. Det viser sig også, at jeg har en fælles passion for selfies med arrangøren SØP, som endda har sørget for et selfie – o-løb. Det er altid fedt, når der er discipliner, som man virkelig har trænet på forhånd, så her er vi selvfølgelig knivskarpe.
Egeskov Slot udgør en perfekt ramme for prologen – noget af det fede ved at køre race, er at man kommer rundt i Danmark og oplever alt den skønne natur vi har. Når man så også krydrer det med lokale attraktioner er det efter min mening kun bedre. Labyrinten på Egeskov slot udgjorde da også en god udfordring med et teammedlem i tårnet, som med fagter skulle guide os andre rundt. Wat pigerne havde været forudseende nok til at være forbi dagen inden og øve – det havde vi ikke, så Niels anstrengte sig til det yderste, og vi kom hurtigt og rigtigt igennem.
Forrest
Efter en effektiv prolog var vi hurtigt på cyklerne. Faktisk så hurtigt at vi lå forrest. En af de vigtige beslutninger til dagens løb, var at vi kørte med flats i stedet for click pedaler. Det er altid en afvejning om det kan betale sig at skifte sko og bære på dem mod mere effekt på cyklen. Til Oure var der så mange skift, at jeg er ret sikker på, at det var en god beslutning med flats.
Små 20 km med god fart i cyklerne senere ramte vi Skovhuggeren – et lokalt MTB spor med en del tekniske passager. Her fik jeg en anden lille men vigtig beslutning at føle. Vi havde nemlig sørget for at have et pænt højt dæktryk (på 3 bar). Det virker super godt, når man skal køre stærkt på asfalt og grus, men er noget mindre effektivt på single track. Det er ikke noget jeg har tænkt særligt over tidligere (faktisk har jeg tænkt at folk der gik op i den slags havde for meget tid), men jeg mærkede ret tydeligt, hvordan det høje dæktryk gav et noget mere “bumpy” ride, end når de bløde dæk fungerer som en ekstra støddæmper og giver et godt greb i svingene.
Sporet var ok teknisk med en del små sving og rødder og med anemoner i skovbunder og solstriber mellem træerne kunne det ikke være en federe setting. Måske lige bortset fra at vi kunne se flere af de andre hold, som langsomt halede ind på os. Det er både fedt at være forrest, men også lidt pres ikke at vide, hvor langt de andre er bagefter. Det problem kom vi dog hurtigt ud over, da vi blev overhalet af vores nærmeste konkurrenter. Vi havde ellers lavet et lynhurtigt skift fra cykel til løb, men for en gang skyld gik det nok lidt for stærkt. Bjørn kom i hvert fald ikke rigtig godt ind på det nye O-løbs kort og da vi møder de to nærmeste konkurrenter, som kommer løbende mod os, er vi godt klar over, at vi har bummet.
Op på hesten
Et lille bum i ny og næ er dog et vilkår i langt de fleste løb, jeg har kørt. Alle laver fejl, og det er min erfaring, at det er måden man reagerer på fejlene, som er vigtige. Hvis man giver op og sætter farten ned fordi man tænker, at man er “ude af konkurrencen”, så er man ude. Hvis man siger, øv, pyt og op på hesten igen, er der en god change for at man stadig er med. Man kan jo aldrig vide om de andre laver noget der er lige så dumt, værrer, udgår eller noget helt fjerde. Og et løb er aldrig slut før man har passeret målstregen.
Vi hopper op på hesten igen og finder den post, der drillede. Derefter går det gennem anemoner og drilsk brombærkrat mod Gorillaz Park. Jeg kan godt mærke mine ben og forsøge at få Bjørn til at sætte farten ned. Det er ikke helt let, når man forsøger at følge med, og puster så meget, at man ikke har stemme til at råbe ham op for at sætte farten ned for 3. gang. Niels har heldigvis et øje på mig, og hjælper med at formidle budskabet fremad. Det er godt teamwork.Undervejs er vi en tur i toppen af Egebjerg mølle, hvor vi også får tanket vandt til trailløbet.
Bøgeskoven fra oven
Næste udfordring foregår oppe i trækronerne i Gorillaz Park – en klatrepark med seks highrobe baner. Med klatreudstyr kravler man op til pleateuer højt oppe, for at hoppe på svævebaner og flyve gennem den nye grønne forårsskov. Det er fedt, med farten mellem trætoppene og en tiltrængt pause for benene. Vores konkurrenter er stadig i gang mellem træerne, da vi ankommer, og vi kommer godt igennem banerne. Af mellemtiden kan vi se, at vi er 12 minutter bagud, så konkurrencen er bestemt ikke afgjort endnu, da vi endnu en gang hopper på cyklen.
Benene var glade for pausen og vi triller ud på et længere cykelstræk. Niels ved godt at svømning ikke er min favorit disciplin (læs raceberetningen fra 1864 på masterdistancen!), så han fortæller forsigtigt, at vi nærmer os noget der lugter af svømning. Jeg har allerede luret, at der er en ø i en sø, så jeg er mentalt forberedt på at blive våd.
Søvandet er KOLDT; så koldt at jeg kan mærke at jeg bliver lidt konfus og bliver bekymret for, om det er smart at svømme med høj puls uden redningsvest. Vi kommer heldigvis fint tilbage til cyklerne og tramper videre. Mine ben har tydeligvis haft godt af nedkølingen – der er i hvert fald pludselig kommet mere power på. Drengene holder et godt tempo, så jeg har et let greb i cykeltrækket, men forsøger så vidt muligt at træde selv i læ for egen kraft. Tæt samlet som et hold, gi’r vi den fuld gas ud af de sydfynske landeveje omgivet af gule rapsmarker, forårssol og havet i horisonten. Så er det fedt at køre race.
#merefartpå
Vi havde besluttet på forhånd at vi skulle give den, det vi havde, og det synes jeg vi levere. Særligt godt går det på næste orienteringsløb. Posterne ligger ikke langs stierne – generelt er der meget få stier, så vi løber langs hugninger, igennem brombærkraft og på tværs af mudrede grøfter. Skovbunden er smukt dækket af nye anemoner, men lige så godt det ser ud, lige så drilsk er det, fordi det skjuler grene, huller osv. Når man både skal holde tempo og undgå at vride om, kræver det fokus. Samtidig er det enormt vigtigt at få noget energi, så jeg forsøger den svære disciplin run’n vingummi. Det er faktisk sværere end det lyder!
Bjørn er knivskarp på kortet og selvom tempoet er mere “fælles” møder vi til vores overraskelse det førende mixhold, da vi er tilbage fra O-løbet. Vi er igen hurtigt i skiftet (flats = ja tak), så pludselig er vi ikke så langt bagud længere. Det giver et boost til motivationen og vi fortsætter det gode samarbejde med træk på cyklen, når vejene gør det muligt. Vi holder dem i syne, når vejen er lige og lang, det næste lange stykke tid, uden at komme tættere på eller længere væk. Desværre går det hverken værre eller bedre end at Bjørn punkterer, da vi rammer en grusvej i skoven. ØV! Det tager ikke mere end små 5 minutter før slangen er skiftet og vi er klar til at køre videre, men det er 5 dyre minutter lige her. Så er det op på hesten igen.
Strand og vand
Vi rammer Lundeborg i strålende solskin, godt tørstige efter et langt stykke uden vandposter. Efter en masse vand, står den på på bike ‘n swim. Niels og jeg er i vandet og Bjørn har kajakken (han er for høj og tynd til at få glæde af våddragten). Vandet er (stadig) koldt, men det er heldigvis ikke så langt, og vi begynder også at kunne se enden på racet. Vandtemperaturen har ikke helt samme positive effekt på mine ben denne gang, men jeg er til gengæld fast besluttet på at bide tænderne sammen og blive ved. Jeg er trods alt ikke den der har det værst – Niels har nemlig mistet et snørrebånd i en salomon sko – det er ikke til at fikse, så han løber 5 km strandløb i noget der ligner en klip klap. Jeg har dog aldrig hørt ham pive, og det gør han heller ikke den dag.
Hvad vil du helst?
Langs kysten møder vi en masse lokale som sidder i liggestole og nyder solen eller bader i havet og kigger undrende og hilser, når vi passerer forbi. I den slags situationer kan man godt tænke, om det ikke ville være dejligt at være dem. ved nærmere eftertanke er jeg ikke i tvivl om, at jeg gør det, jeg synes er sjovest.
Mål
Vi kan hverken se konkurrenter foran eller bagved, men forsøger alligevel at holde et godt tempo og højt humør. Vores cykler ligger alene ved næste Check Point foran endnu en stor, smuk herregård med havudsigt. Det bekræfter os i, at der er langt til de næste. Niels er også ved at være godt brugt, så vi forsøger os uden træk. Han har dog stadig mere i benene end mig, så jeg får en hjælpende hånd i rykken, når det går op ad bakke. Mine ben er nemlig ved at være udsolgt. Der er heldigvis ikke langt i mål, så med en sidste indsats kører vi ind på skolen, forbi efterskolepiger, der soler sig og hygger på tæpper ved siden af de karakteristiske røde hytter og videre mod mål. Stemningen er høj og smilene store efter et topfedt race, da vi triller gennem målporten som tredje hold på challenge.
Topfedt teamwork + topfed bane + topfedt vejr = Oure Adventure Race 2018 var en kæmpe succes. Også selv om vi til vores store overraskelse kun er 3 minutter efter nr. 1 i mix (og en skiferie til Alpe D’huez) – den napper vi næste år!
P.S – alle billederne er selvfølgelig tages som selfies 😉
