Denne gang var det ikke mig, der var på udkig efter nye og store eventyr. Tobias trængte til en ordentlig fysisk udfordring. Begrundelsen var, at han var på udkig efter noget hvor han alene kunne skubbe til grænsen, og holde sig selv oppe og kæmpe videre uden at have et hold omkring mig. Extrem triatlon lå lige for med discipliner vi kender og har udstyr til. Der er flere løb i Europa, men Norseman øverst på ønskelisten. Norseman er en ironman distance i Norge, hvor man topper et i forvejen langt triatlon med udspring fra en mørk færge i koldt vand, over 5000 højdemeter for at ende på toppen af Gausta fjeldet. Det er rough. Og Tobias må jo synes, at det er fedt!  Desværre lykkedes det ikke at få et startnr. til Norseman. Heldigvis er Xtri (som konceptet er blevet døbt) populært, og projektet blev derfor flyttet til et tilsvarende løb i Schweiz.

Jeg blev indforskrevet til projektet eftersom man skal medbringe sin egen supporter til projektet. Både for at sørge for vand og energi undervejs og for at have en makker de sidste 9 km af ruten i mål. Man må ikke gøre det alene.

Der var store ambitioner om masser af træning. I praksis blev det til lidt mindre. Ikke desto mindre begav vi os mod Schweiz. Bilen var pakket med en lækker Pronghorn carbon racer Tobias havde lånt om tirsdagen, masser af energi, drikkedunke og højt humør, da vi gav den gas i Touranen mod Ascona.

Ascona ligger i den italienske del af Schweiz og er varmt, lækkert og eksklusivt. Gamle snørklede gade med lækre forretninger og hyggelige restauranter skaber god stemning, og stejle grønne bjergesider omkrandser en stor sø. Herfra gik starten. Jeg ved ikke hvorfor vi havde tænkt at svømningen ville blive så kold, at Tobias på forhånd havde bestilt hætte og sokker. Det var totalt unødvendigt. Det første vi gjorde da vi ankom, var at hoppe på to gamle bedstemor cykler og teste søen. Lækkert klart 20 grader varmt vand. Ud over selve racet er oplevelserne af nye steder, man ellers ikke havde besøgt en vigtig del af det at køre race. Det er ikke kun en konkurrence et ligegyldigt sted. Det er heldigvis sådan med adventure race og til en vis grad triatlon, at de lokale arrangører finder det bedste området kan byde på og de Schweisiske bjerge skuffede ikke.

Triatlon vs Adventure racing

Jeg er adventure racer og det slår mig hver gang vi er sammen med triatleter, om det er til Xterra eller Xtri, hvor detaljeorienterede de er. Når man er adventure racer har man sin grejliste, man læser roadbooken og har godt styr på stumperne. En del af eventyret er uvisheden, nye stier og ukendt terræn. Der er briefing 2 timer før start og man arbejder ud fra mantraet “never trust a guy with shiny gear”. Til Swissman blev vi overvældet af mængden af ironman tøj, tri gadgets og toptunede atleter, hvor alt ned til frisuren sat rigtigt til briefingen. Den blev holdt dagen inden racet med en grundig gennemgang af roadbooken. Det var helt tydeligt at både arrangører og deltagere havde tjek på tingene, med grej der skinnede om kap med de barberede ben og ironman tatoveringer. Det er en sjov forskel og nok et ret klart billede på to sportsgrene, som umiddelbart ift. discipliner ligner hinanden, men hvor kulturen (og målet) omkring sporten er markant forskellig. Jeg blev ikke omvendt ved denne lejlighed.

Klar til start

Vi fik styr på vores stumper, så alt var ordnet i svømning, cykling og løb. Der var en kasse med fyldte drikkedunke og en kasse med energi. Endelig var der to tasker med løbegrej til de sidste 9 km i mål. Jeg var lidt nervøs over at have ansvaret for at holde styr på alle stumperne. På en eller anden måde virkede det nemmere at være Tobias. Han skulle ikke tænke så meget, men bare tage det næste crawltag, træde i pedalerne eller sætte den ene fod foran den anden.

Vækkeuret ringede kl. 03.00. Udenfor var det totalt mørkt, men søvnen forlod hurtigt kroppen, fortrængt af iveren for endelig at komme igang. Tobias fik lidt morgenmad, mens vi smed de sidste ting i bilen og trillede mod båden.

Der var afgang for atleterne kl. 04.00 med båd til starten af svømningen, som blev skudt i gang kl. 05.00. Han fik et hurtigt farvelkys og gik i våddragt langs havnemolen. Jeg trillede mod den første skiftezone i mørket for at få cykel og cykelgrej linet op til et hurtigt skift og fandt derefter en græsplæne, hvor jeg kunne få en lur i soveposen, mens en kæmpe gul lampe kontinuerligt blinkede for at vise atleterne hvor de skulle svømme hen.

Svømning

Kl. 5.45 begyndte de første atleter at komme til syne. Små sorte prikker i symmetriske bevægelser nogenlunde på vej i samme retning. Nogle kom i store grupper andre mere spredt. De først var oppe af vandet kl. ca. 06.00. Det tyndede langsomt ud i prikkerne, og jeg håbede hele tiden på at se Tobias’ våddragt oppe ad vandet. Særligt, da pigerne og de lidt tykkere mænd begyndte komme ind. Tobias ramte stranden 06.24.  Godt tilfreds med svømningen viste jeg vej mod cyklen, i et roligt tempo, så han kunne få styr på sig selv. Efter et godt skift var han i cykeltøj og på vej ud på de 180 km og tre lækre bjergpas.

180 km og tre lækre bjergpas

De første 50 km var forholdsvis flad med jævn stigning og gik rigtig godt. Tobias har aldrig været hurtigst i vandet, men det plejer han at kompensere for på cyklen og i løbeskonene. Det skete også denne gang og han var tydeligt godt tilfreds med at sidde på cyklen. Efter lidt hurtig energi og en vanddunk var han videre mod det første bjerg. En “lækker” stigning på små 2000 m. ventede forude. Tempoet var godt og han sprang over næste depot i højt humør. Solen bankede ned fra en skyfri himmel og Schweiz viste sig fra en virkelig lækker side. Der var heppeskilte i baggrunden fra vennerne derhjemme, så turen opad blev supportet af lækre quotes som “It’s a hill- get over it” eller “Der er burger og is på toppen”. Den sødeste var dog en hilsen fra Rasmus og hans to små drenge “Go go Olde – dine to fans hepper hjemmefra”.

 

Stigningen gik en vej – den blev stejlere. Fra store veje imellem marker snoede bjergvejene sig op ad bjerget, med et lækkert tvist af brosten og flokke af køer med de markante klokker der spærrede vejen undervejs. Humøret var stadig højt på toppen af San Gottardo passet. En vindjakke og noget familieguf senere var Tobias videre mod en kort nedkørsel og 1000 højdemeter mere. Jeg var bekymret for, om jeg kunne følge med i bilen nedad, og der gik da også et stykke op ad næste stigning, før jeg fangede ham igen med vand og geler. Det var aftalen at han skulle spise for at fastholde energi til hele turen,  så jeg holdt kort snor i ham og sørgede for at der blev fyldt op på energikontoen.

Den anden stigning mod Furka passet holdt lidt hårdere og rækken af hårnålesving syntes uendelig. Det påvirkerede dog ikke tempoet synderligt. Der blev trådt til i pedalerne og med en regel, om ikke at måtte bruge det laveste gear holdt Tobias et godt tempo op ad bjerget. Jeg forsøgte på bedste vis at heppe, filme, poste på de sociale medier og nyde den fantastiske natur samtidig. Bjergene var helt eventyrlige med knivskarpe grønne farver, kontrasten mod den blå himmel og vejen der klinede sig ind i bjergsiden. Lydsiden bestød af brølet fra Porscher og Lamboginier der med lave tyngdepunkter fikst overhalede cyklerne. Tobias var inspireret og mente at det måtte være den perfekte måde at komme tilbage, når han var blevet lidt rigere eller tykkere, men stadig ville lege i bjergene.

Passet var fyldt med supportere der heppede på atleterne og turister der beundrede udsigten. Der lå spredte snebunker og luften var mere kølig med blæsten. Tobias ramte toppen med en tør kommentar om bjergenes højde. Forud lå endnu en top med 400 højdemeter og derefter små 50 km nedkørsel mod næste skiftezone.

 

De sidste 400 højdemeter mod Grimsel Pass holdt hårdt. Stadig uden at man kunne se det på tiden. Tobias havde satset på en cykel tid på 10 timer – han var på vej mod 8. Igen snoede vejen sig op ad og var nærmest klistret udenpå bjerget. Tempoet var moderat, men hømøret godt, men koncentreret. Alene på cyklen i kampen mod det næste hårnålesving. På toppen af Grimsel pass var Tobias kortvarigt af cyklen og fik spist noget pizza. Det var nøje planlagt med madpausen, lige før nedkørslen. Herefter gik det nedad.

 

Det gik hurtigt ned af de smalle snoede bjergveje – rigtig hurtigt med en maksfart på små 70 km i timen. Så hurtigt at det kradsede i maven og forekom helt uforståeligt, når andre atleter kom susende forbi i tribøjlen med endnu mere fart på. Lige pludselig gik kilometerne hurtigt. Altså ind til de sidste 10 kilometer på flad vej med en solid modvind. En god opvarmning til løbeturen.

Favoritdisciplin med 184 km i benene

Det var et hurtigt skift fra cykel- til løbetøj og ud på løberuten. Jeg nåede næsten ikke frem til skiftezonen før Tobias var der – og væk igen. En træt, men glad mand, som efterhånden kunne se en ende på projektet. Og at det gik noget hurtigere end håbet. 

Sådan ser man ud, når man endelig er nået til favoritdisciplinen. Så er der kun en ting at sige: #merefartpå

Billede bortcensureret!

Den første del af ruten var nogenlunde flade langs Interlacken søen. Skiltningen var dårlig, så der var godt 2,5 km med en bakke, hvor Tobias var i tvivl om ruten. Han fortalte bagefter at han var fast besluttet på at ringe til mig, hvis han var forkert på den. Han fortsatte med at holde et godt tempo og var nået nr. 54 i den samlede stilling. Rimelig godt gået, efter at have været nr. 100 på cyklen, men helt uvidende om dette. Jeg mødte ham igen ved support-stoppet efter 14 km og løb ham i møde. Da han så mig sagtnede han farten til gang og konstaterede tørt, at jeg ikke skulle regne med at løbe det sidste stykke op ad bjerget. Benene var godt brugt og udsigten til at løbe yderligere 28 km virkede lidt uoverskuelig. Jeg puttede en gel i ham under lettere protester, kom med et par opmuntrende kommentarer og fulgte ham på vej i langsom gang.

På løberuten kunne man ikke køre på ruten, så jeg så ham først igen ved 24 km mærket. Jeg havde husket forkert og sagt at det var ved 28 km – lidt træls fejlinfo, men det at holde styr på rute, mad, energi og film var faktisk en del. Det betød, at han var alene derude i lange stræk. Alene med udfordringen, anstrengelserne og bjerget. Det var begyndt at gå opad i dalen mod Grindelwald. Kornmarkerne skinnede sommergult i solen og oppe i dalen tårnede mørkegrå bjerge brat op i skyerne. Jeg løb Tobias i møde, for at bakke op. På grund af den lange distance og a-b konceptet var der ikke mange heppere på ruten, og det virkede som om, at der var brug for det nu. De atleter der havde prøvet det før, havde en supporter med på mtb ved siden af løberen. Rimelig smart, både til at bære og sikre energi, men i lige så høj grad selskab og opbakning undervejs. Jeg gjorde mit bedste for at holde humøret højt og give info om ruten længere fremme samtidig med at vi fik fyldt vanddunkene op ved fontainer langs stien. Længere fremme lå en atlet i græsset – han så ikke helt godt ud, men ville ikke have hjælp, så vi fortsatte op ad den lette skråning. Vi løb sammen i 2 kilometer, før vi ramte bilen med energi og vand.

 

Der var efterhånden tyndet ud i supporterbilerne efterhånden som feltet var spredt, så der var god plads ved p-pladserne. De supportere der var, heppede på alle og der var generelt god stemning omkring de tossede mænd og kvinder, der gravede dybt på den sidste del af ruten. Jeg råbte god vind, tog billeder af en virkelig sej mand, som gravede dybt og fortsatte op til den sidste supporter p-plads. Her efterlod jeg bilen, fandt rygsækken med det obligatoriske udstyr frem og hapsede go pro kameraet med i hånden.

Der var stærkt modlys nede fra dalen, da løberne kom op til det sidste supporter check. Jeg var topklar til endelig at være helt med. Supporterrollen er helt afgørende for at atleterne kan gennemføre.  Man mødes mange gange undervejs og hjælper både med energi, vand og praktiske ting, men i lige så høj grad moralsk opbakning og gejst. I den sidste skiftezone var der rigtig god stemning og masser af forventningsfulde tilskuere og supportere klar til at følges med deres atlet det sidste stykke op ad bjerget. Ruten var så stejl, at målet lå skjult af bjerget.

 

En fod foran den anden – opad

Tobias var glad, men træt, da han nåede til Grindelwald. En tilfreds mand, som netop var i gang med sit projekt, som han ramte lige røven. Det var hårdt, der skulle graves dybt og han nød det. Rygsækken havde hvide plamager af sved og “It’s all about the smiles” cappen sad helt skævt, da vi begav os ud på den sidste del af ruten, hvor vi på 9 km skulle 1000 højdemeter opad. Terrænet var så stejlt at jeg selv med friske ben ikke overvejede at løbe. Stien snoede sig op ad bjerget mellem grønne skråninger, Schweiziske alpehytter og køer med bimlende klokker i det gule aftenlys. Man kunne ane ruten, mest fordi atleterne bevægede sig op ad bjerget, hver med deres supporter i et stabilt men langsomt tempo. Vi gik i en lille gruppe med en ældre kvindelig atlet umiddelbart bag os. Vi forsøgte at “løbe” vores eget løb og sætte tempoet efter benene, men ingen af os, havde synderligt lyst til at blive overhalet af ældre kvinder.

“Gør det ondt?” “Nej. Det er godt. Det er helt perfekt”.

Min hjerne knagede for at regne ud, hvordan jeg bedst kunne hjælpe Tobias det sidste stykke i mål. Jeg fortalte om alle dem derhjemme der heppede og havde skrevet sjove kommentarer. Tobias lyttede uden at svare og fortsatte. Han var træt og der var ikke meget mere tilbage at skyde med, men viljestyrken var der ikke noget i vejen med, og han blev stædigt ved med at sætte en fod foran den anden. Uret sagde 14,5 minutter pr. kilometer. Det hjalp at holde i hånden, og han var tydeligvis glad for at have fået selskab, så vi gik hånd i hånd og ad bjerget. Selvom det tydeligvis trak tænder ud, var det helt fantastisk at gå der sammen i aftensolen på vej mod afslutningen på en helt fantastisk dag. Det var Tobias’ projekt og et forsøg på at presse sig selv alene og det lykkedes. I hvert fald fysisk, for det viste sig også at være enormt meget et fælles eventyr med support og sammen mod toppen. Eigers nordside tårnede sig op over os, mens vi langsomt hævede os over dalen. Et stykke oppe ad bjerget fladede stien en gang i mellem ud, og der var alligevel enten energi eller viljestyrke nok til at smålunte til vi nåede den næste stigning.  

 

Halvvejs mod toppen var der et energidepot med vand, chips og nødder som gav en kort pause.  Måske jeg havde trukket lidt i Tobias’ hånd, i hvert fald havde vi overhalet en del par på vej op ad bjerget. Han siger fra en enkelt gang, så jeg satser på, at tempoet i øvrigt er ok. Det var lidt uklart hvor langt vi egentlig skulle og da Tobias ur viste 42 km, var der stadig 1000 m i mål. Det var han ikke tilfreds med, men der var ikke rigtig andet at gøre end at fortsætte. Det var til gengæld ret fedt at vi var to timer forud for tidsplanen og at det stadig var lyst. Solen var forsvundet bag bjerget og det begyndte at blive pænt koldt i korte bukser og ærmer i højden med god vind på bjerget, selvom pulsen var godt med og ben og balder arbejdede hårdt.

Da vi ramte Kleiner Schleidegg efter ca. 1 time og 45 minutter var smilene store. Vi var hurtigt over de sidste trapper mod mål og satte spurten ind mod målstregen mellem flag og tilskuere med koklokker der bimlede løs. Overhalede et andet par på opløbsstrækningen inden vi ramte mål og et kæmpe lang omfavnelse. Det føltes som en kæmpe sejr, at nå i mål efter en fantastisk tur. 

 

Efter en kort pause på toppen, fik vi noget varmt tøj på og vendte næsen mod dalen og hotellet. Der var 1 minut til togafgang, så jeg løb og Tobias, ja, han forsøgte at skynde sig, som man nu kan, når man har svømmet, cyklet og løbet 224 km plus 5000 højdemeter på lidt over 15 timer. Vi nåede toget og kunne gennem vinduet føle med de atleter, der stadig var ude på ruten, men Tobias fik tråden med alle hilsnerne fra vennerne på mobilen. Jeg havde også postet updates undervejs med billeder, som de havde fulgt med i og kommenteret. Lige som de vakte glæde undervejs, var det ikke en mindre succes på bagkant. At der blev serveret solid tysk kost med Schnitzel, pizza og pomfritter på toppen af togstationen var en passede afslutning på en ekstraordinær eventyrlig dag. Flere af dem tak!

Konklusionen fra Tobias var at Swissman var mere end godkendt. Fedt race, med lækker svømning, fantastisk cykling og en ok løberute særligt til sidst. Det kan klart anbefales for andre der er på udkig efter et godt eventyr, der kradser i maven og niver godt i benene. Tobias er i hvert fald frisk på mere. Måske endnu et Xtri, men når man er adventure racer inderst inde bliver det ikke en gentagelse. Det skal være et andet race, hvor terrænet er nyt og man ikke ved hvilke bjerge, der venter om næste hjørne. Norseman står stadig højt på ønskelisten…

 

Tak til Pronghorn for lån af lækker og let bjerg-racer. Hvis du vil være lige så hurtig som Tobias, så kan du finde cyklen her: https://pronghornracing.dk/produkt?ProductID=PROD285