Hvor meget smerte bider du i dig, mens du stadig har det sjovt?

Da jeg startede med at køre løb, var det ret nemt. Der var ingen jordisk chance for at jeg kom først, så det handlede om at gennemføre på bedst mulig vis og have det sjovt undervejs. Smile og heppe på de andre. Gøre det bedst muligt og have en god oplevelse. Det har ændret sig. Nu er der ofte en realistisk mulighed for at vinde, men det er også sjovt på en anden måde, for det kræver at jeg bider tænderne lidt hårdere sammen at gå efter sejren.

Jeg har altid haft en præference for at give den mest muligt gas. Til at starte med betød det bare, at jeg gjorde det jeg kunne og forhåbentligt kom i mål. Efterhånden som erfaringer og formen er vokset, er podiet kommet tættere på. Det skaber et dillemma, fordi smilet og den gode oplevelse undervejs kan stå i modsætning til de 5-10 % ekstra, det kræver at nå øverst på skamlen. Og hvad vil man så helst / kan man overhovedet andet end at give den gas?

Hvad betyder ‘sjovt’

Min erfaring har vist, at der er ret stor forskel på, hvad sjovt betyder. Betyder sjovt, at vi griner undervejs eller at vi presser holdet til det yderste? Det er ret nemt at sige, at man kører for at have det sjovt, men det er først når du lærer dig selv og dine holdkammerater godt at kende under pres, at du finder ud af, hvad det betyder for dig selv og dem. Det lyder ret banalt, men det kan være svært at få italesætte og afstemt. Særligt når både fysik og personlige grænser er forskellige.

Det er sjovt for mig…
Det er sjovt for mig at være effektiv. At bruge ressourcerne på holdet bedst muligt, så man hjælper hinanden igennem og kører som et team. Det hjælper med fysisk overskud. Og det kræver at jeg evner at komme med en joke og se det absurde i situationen, selvom det gør ondt.

Når man har kørt race hele natten, er træt og igen har udsigt til en vandpassage, er det fedt når ens men ens makker tilbyder at bære en over. Når hans så vælter 1 meter før breden, så vi begge bliver fuldstændig gennemblødte, virker situationen så absurd at man kun kan vende det til noget sjovt og grine af det.

Når jeg udelukkende fokuserer på at sætte en fod foran den anden, mens min makker trækker mig i elastik og jeg er småsvimmel af anstrengelse eller træthed synes jeg ikke længere, at det er sjovt. Der handler det om at vinde. Forundringen over, at det først er her det virkelig sjove starter for flere af mine holdkammerater har derfor også været stor.

Det har krævet en del løb, at finde frem til de forskellige præferencer på holdet. De er forskellige – for nogle starter det rigtig sjove, ca. der hvor det slutter for mig. Nu kender vi dem. Næste skridt er at beslutte, hvordan (og om) vi skal køre løb sammen fremadrettet, så det er fedt for alle.