Med undtagelse af et lille fyraftensløb er det lææænge siden jeg har haft et startnr. på. Har du fulgt med her på bloggen vil du vide, at det er usædvanligt for mig. Startnumre i lange baner har været en stor del af mit liv de sidste 4 år. På et tidspunkt fyldte race så meget, at vi igennem et helt forår ikke nåede at træne – vi racede og restituerede og der blev lavet regler om, at vi kun måtte køre hver anden weekend.
Pausen har givet anledning til at stoppe og tænke over, om det er noget jeg har savnet og hvad det i givet fald er jeg savner – og dermed også værdsætter ved at bruge en masse træning, energi og weekender på at køre det ganske danske land rundt for at deltage i små og store races.
Konklusionen er helt overordnet at JA, jeg har savnet at køre race. Og JA, jeg skal tilbage i form og på cyklen igen. Det er jeg sket ikke i tvivl om.
Og hvorfor så det?
Det skal jeg fordi, der er rigtig meget godt selskab, det er en perfekt weekendaktivitet, det er sjovt at skubbe til grænsen og det er fantastisk at opleve naturen helt tæt på.
- Godt selskab
En meget væsentlig grund er de mennesker, der også kører race. Mennesker, der er blevet til gode venner, som jeg griner og sveder med, hygger på træningslejre i sommerhuse med lidt for meget kage og racer med og mod med. Eller på langrendsski i Norge. Eller mtb i Italien. Eller…..
Det sociale aspekt er helt vildt vigtigt og det forsvinder i nogen grad, når man ikke kan være med. Det er ikke fordi man bliver upopulær – man er bare ikke der hvor man mødes. I skoven på de mørke stier og til en varm kom kaffe fra termokanden bagefter. Eller til hyggesnak efter løbet, hvor vejvalg diskuteres og de næste sjove ting planlægges. Det sociale er helt afgørende for at det er sjovt (og at jeg får hurtige ben!)
- Det er nemt at køre race!
En anden vigtig grund er, at det er nemt at køre race. Nogen vil måske synes, at det lyder mærkeligt, fordi det er fysisk hårdt og man bliver træt. Og fordi at man skal bruge holdkammerater og en masse mærkeligt grej.
Det er nemt i den forstand at nogen har gjort en særlig indsats for at lave et fedt arrangement, som er nemt at sige ja til. Facebook og Dansk Adventure Race Unions hjemmeside bugner med begivenheder og løb, så jeg skal “kun” betale, finde en makker, pakke mit grej efter udstyrslisten og møde op. Det har jeg trænet en del, så der er en god liste af mulige (og testede) holdkammerater og grejet ligger organiseret og let tilgængeligt i kælderen. Det er let at komme afsted.
Paradoksalt nok er det mentalt nemmere for mig at møde op til et race end at skulle til at planlægge selv. Hvor skal man tage hen? Hvad skal man lave? Er der nogen der gider med? Det står ret klart for mig, at det er nemt at gøre det man plejer. Og langt mere besværligt at gøre noget andet. Vanens magt er stærk!
- Tæt på naturen
En tredje vigtig grund til at jeg savner at køre race er at mærke naturen helt tæt på. Adventure race er karakteriseret ved at foregå i lækker natur. Jeg læste for nyligt en liste fra Dansk Naturfredningsforening over 9 steder i Danmark hvor naturen ligner noget fra et eventyr (https://www.dn.dk/nyheder/9-steder-i-danmark-her-ligner-naturen-noget-fra-et-eventyr/). Jeg har oplevet de fleste på races – med kalk fra Møns Klint under skoene, gennem istidsformede landskaber i Mols Bjerge, langs – og i – søerne ved Himmelbjerget, foroverbøjet gennem troldeskoven i Tisvilde, gennem Marsk i Dollerup Bakker og på mtb gennem Svartingedalen på Bornholm. Det er lokale ildsjæle der arrangerer adventure races og de er oftest gode til at lægge ruter og placere poster så man får oplevet lige netop deres naturperler. Når man kører race ser man ikke bare alle disse smukke steder. Det føles som om, jeg kommer lidt tættere på, når jeg springer i Opalsøen på Bornholm, ser kalken på bunden af havet, mens jeg crawler langs klinten, hopper over hegn i Mols bjerge og efterhånden udvikler en effektiv teknik med sin makker, så jeg undgår stød eller kommer igennem samtlige mudderhuller i Tisvilde, så jeg ikke kun er beskidt, men også lugter af natur.
- Glæden ved at mærke og udfordre mig selv i et team
Den sidste grund handler om glæden ved at mærke mig selv.
En ven formulerede det ret fint, da han skrev noget i retning af, at han havde erfaret at de ting man tager videre i livet, er ofte oplevelser, hvor man ikke ved om man skal grine eller græde. Jeg er helt enig. Det må gerne kradse uanset om vi taler om ekstremsport eller arbejde. Det er det jeg husker og der jeg flytter mig som menneske.
En kollega spurgte engang om jeg ikke trængte til at udfordre mig selv emotionelt og mentalt i stedet for alle de fysiske udfordringer, jeg kaster mig ud i. Jeg studsede over spørgsmålet, og det fik mig til at tænke over, hvad der reelt ligger af udfordring og stimuli i at køre race. Umiddelbart har kollegaen jo ret – det er en fysisk konkurrence, hvor gode ben, søvn og sund kost er gode forudsætninger for at komme hurtigt i mål. Samtidig er det kun fundamentet for præstationen. Ovenpå ligger et enormt emotionelt og mentalt lag, som er afgørende for oplevelsen og præstationen.
Når kroppen bliver træt og det fysiske overskud forsvinder, bliver der “åbnet op”. Så forsvinder det absorberende lag, som normalt regulerer vores adfærd i sociale kontekster. Når kroppen bliver træt bliver hovedet nemlig også træt, fordi det koster energi at forholde sig rationelt til tingene (Kahneman som arbejder med beslutninger vil sige at system 2 lukker ned, og man står tilbage med system 1 som arbejder intuitivt og hurtigt, men ikke nødvendigvis oplyste og rationelle beslutninger).
Det at konkurrere på et hold, hvor man ikke blot som i triatlon kæmper med sig selv om at gennemføre og præstere. På et hold er man flere sammen om at lykkes (eller fejle). Man er dybt afhængig af hinanden og deler succes og fiasko. Ingen kan blive en succes uden at de andre er med og holdet er aldrig stærkere end den svageste. Det element accelererer både de emotionelle og mentale udfordringer fra start og jo længere løbet er / jo højere målsætning holdet har sat, des mere kommer disse elementer i spil.
Det er på lange races at jeg har lært mest om mig selv emotionelt og mentalt. Jeg har lært hvordan jeg reagerer, når jeg bliver presset helt ud i krogene af mig selv. Jeg har erfaret hvordan jeg føler mig og interagerer under stort pres. Hvor mit fokus er. Hvordan jeg opfører mig overfor holdkammerater. Hvordan jeg kommer tilbage efter en krise. Og at det altid bliver godt igen. Ikke mindst har jeg lært, at jeg kan langt mere, end jeg selv tror.
Det at køre lange race på et hold er for mig et studie i gruppedynamik og teamwork. Konkrete erfaringer i hvordan jeg reagerer og håndterer succes og udfordringer. Jeg lærer mig selv bedre at kende og det giver mig et bedre fundament for at stå solidt plantet på mine ben fordi jeg ved mere om, hvem jeg er og hvad jeg kan.
Tilbage
Så JA, jeg skal tilbage. Min hemmelige drøm er at komme retur i form til at køre et euroseries eller world series. Måske det tager noget tid og måske det går lidt langsommere end sidst. Men nu er det sagt højt, og jeg satser stærkt på at det lykkes.