Mine ben kender efterhånden fornemmelsen af stenene under fødderne, der forsvinder, når jeg forsøger at holde tempo igennem små og store strandsten i en konstant søgen efter det mest faste underlag i vandkanten eller langs kanten af klinten. Jeg ænser ikke andet end de sorte og grå sten med et stift fokus på hvor den næste fod skal placeres. 

Klinten tårner sig op over havet, som en skarp kontrast til himlen på en solrig sommerdag. Kridtet er beskyttet fra det dybgrønne hav ad en smal strand med sten i mange forskellige størrelser. Imponerende, smuk og rå. En naturlig storslået ramme og en absolut værdig afslutning på små og store løb i området. Kroppen er træt og tanken om at sætte tempoet ned strejfer mig mere end en gang uden at det har effekt. 

Det er først på billeder bagefter, at jeg opdager, hvor smukt det faktisk er.

Stedet bærer på en del af min race historie. Jeg havde min Xterra racedebut på Møns Klint i 2015. Fri for anden ambition end at gennemføre. Siden har jeg lært stenene på stranden nedenfor Møns Klint bedre at kende og ambitionerne er vokset stødt. Jeg kvalificerede mig til VM i Xterra på den strand.  I weekenden var det syvende gang jeg var forbi til race.

Fuld fart kræver fokus 

Jeg havde hovedet et helt andet sted i ugen op til løbet. Primært fordi et nært familiemedlem havde sagt farvel efter 99,5 år. Tristhed var kombineret med masser af gode minder og tanker om, hvordan jeg forvalter min tid, som jeg egentlig gerne vil.  Hvorfor fortæller jeg det på en blog, der handler om Adventure Race? Det gør jeg fordi, det (igen) blev tydeligt for mig undervejs, at Adventure Race og fysiske præstationer handler om meget mere andet end at være i god form og sætte den ene fod foran den anden hurtigere end de andre. 

Jeg kører race sammen med min kæreste Tobias. Det er top fedt med en fælles passion og masser af store oplevelser, men nogle gange også svært, når man ikke lige rammer dagen, og det filter, der er overfor andre er lidt mindre sammen kæresten.

Møn Adventure Race startede som altid ved Geocenter Møns Klint i lækkert solskin og god stemning med mange kendte ansigter. En skøn måde at bruge weekenden i godt selskab og med udsigt til endnu en smuk og hård oplevelse. Samtidig var der et stærkt felt af mix-hold til start, så der var ikke udsigt til en nem sejr.

Prologen var en tur rundt i Geocenteret, hvor der skulle svares på spørgsmål om dinosaurusser, istid og fossiler. Vi delte os op og var hurtige – vi var først tilbage ud i solen og videre på næste etape. Racet var planlagt som et stjerneløb med valgfri rækkefølge på etaperne. Vi havde på forhånd diskuteret den optimale rækkefølge, så vi gik direkte mod klatring for at undgå kø. En svævebane, vingummibamser og en kort highrobe bane senere var vi på vej videre ud på næste etape: O-løb.

På trods af den gode start skulle der ikke mange km o-løb til gennem den smukke skov, før jeg synes det gik for stærkt – måske mere i hovedet end i benene. Jeg var ikke på toppen mentalt og det smittede af på evnen til at løbe stærkt. Det krævede en time out og en (ned)justering af dagens ambition for at vi sammen besluttede at fortsætte. 

Ruten var “Møn Classic” med badedyr, poster placeret ude i de lokale søer og på diverse toppe i istidsbakkerne. Det er en skøn kombi for benene med lidt lækker svømning kombineret med stejle stigninger og og ned. Og perfekt til at genfinde det gode humør og fokus på at komme fremad. Posterne stod som altid helt rigtigt, så det var helt op til os at navigere ordentligt på kortet. 

Næste etape var en lang MTB-O tur med et kort SUP element undervejs. Vi kom ikke helt godt ind på kortet i Klinteskoven og ramte skævt på første post. Da vi endelig fandt i den forkerte retning mødte vi et konkurrerende hold, som vi helst skulle køre fra der var på vej videre. Vi kom bedre ind på kortene, men uden helt den power i mine ben, som man kunne ønske. Mentalt hjalp det dog at komme fremad og der kom mere og mere fokus. Vi kom ud af skoven og igennem små landsbyer og åbne landskaber mod Stege på Møn. Anders er kendt for at lægge lidt “sjove indslag ind” og her havde han brillieret igen. Vi havde luret, at kortet var spejlvendt, men det voldte os alligevel en del problemer og vi mistede alt for meget tid.

Ambitionen om en placering var på dette tidspunkt mere eller mindre forsvundet og vi havde besluttet os for at nyde turen det bedste vi kunne, når vi nu ikke magtede at køre skarpt/ stærkt. Men som alle ved er et adventure race ikke slut før det er slut, og det skulle særligt vise sig at være tilfældet den dag. 

Da vi ramte SUP sektionen mødte vi til vores overraskelse flere konkurrenter som var igang. Vi var åbenbart ikke de eneste, der af forskellige årsager havde været uskarpe, og det gav blod på tanden. Det er i virkeligheden imponerende hvad det gør ved en mentalt, at man kan se at konkurrenten ikke er ret langt foran. Det hjalp i hvert fald kraftigt på mine ben (og hoved).

Vi gav den begge fuld gas de tre omgange rundt på SUP banen og var hurtigt videre på cyklen efter de andre. Det første hold kørte vi hurtigt forbi da de for anden gang var ramt af en defekt på en cykel. Det gav kun endnu mere motivation for tempo. 

Jeg havde luret på kortet, at der nok var en cykel-passage langs stranden på ujævnt underlag, løse sten og sand. Klart ikke min favorit. Sidst vi havde mødt den slags, havde jeg trukket det meste af vejen. Det var jeg klart besluttet på, ikke skulle ske igen, så med sammenbidte tænder gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at blive på cyklen. Det gav pote og vi overhalede flere hold langs de ca. 5 km på stranden. Det kostede også en del energi i benene, som blev erstattet med rigeligt med geler, vingummier og barer. Sidste del af cykel-loopet var et o-løb i bakkerne med udsigt over havet. Igen en Møn klassisk. Sindsygt smuk, masser af små buske og tricky brændenæller med drilske postplaceringer. Posterne var ikke ubetinget nemme og mine ben var trætte, men Tobias gjorde et godt stykke arbejde med kortet og det hjalp at holde i hånden, når det gik opad. 

Da vi cyklede mod sidste TA mødte vi en af vores konkurrenter, som kom løbende i modsat retning. Igen blev det tydeligt, at de ikke var langt foran. I TA’en mødte vi endnu et hold konkurrenter. De havde svaret forkert på et spørgsmål i prologen og havde fået en sit down på 10 minutter. Da vi forlod TA’en mod den sidste løbeetape blev der råbt “2 minutter”. Så langt var forspringet og pludselig var vi faktisk med i gamet igen. 

Tobias havde fået blod på tanden og gav den gas. Jeg ville under ingen omstændigheder tabe til det hold vi netop havde passeret i TA’en og forsøgte mit bedste at gøre det samme. Med skarp navigation og et ok tempo ramte vi enden af klinten ca. 4 km fra Geocenteret. Herfra havde Anders planlagt en “lækker” slutspurt med ca. 4 km retur langs stranden. Vi havde fundet elastikken frem og jeg var i træk bag Tobias fast fokuseret på at placere fødderne smartest muligt i de løse sten. Det gjorde ondt i hele kroppen og jeg var ved at være færdig. Det var lige som om Tobias ikke rigtig hørte det, for han blev ufortrødent ved. Stranden snoede sig ud og ind langs klinten, så man til tider kunne se hold forude eller tjekke hvor tæt på forfølgerne var. Vi kunne ikke se nogle bagud – til gengæld var der i hvert fald et hold længere fremme. 

Det var et herrehold, som vi passerede ca. halvvejs langs stranden med trætte smil. Det var nu tydeligt at vores konkurrenter var længere fremme ad stranden, at vi langsomt men stabilt kom tættere på og Tobias’ havde et mål om at komme forbi.

Vi nåede op til dem for foden af en anden klassisk Møn-feature – trapperne op ad klinten. Efter et lækkert langt race er der ikke noget man ønsker sig mere en ca. 400 trin opad. Det bliver kun endnu bedre af, at man er to hold side om side, som presser hinanden til at holde tempo. Det holdt hårdt og vi ramte toppen ca. samtidig. Herfra var der en post før mål med to forskellige vejvalg.

Tobias lod Casper fra det andet hold vælge og gjorde det modsatte – direkte på op igennem skovbunden uden noget skarpt opfang. Vi skød ca. 30 meter skævt, men blev korrigeret af Casper der kom nedefra med direkte retning mod posten. Tobias klippede posten ca. 15 sekunder før Casper og derfra var der kun en vej frem. Jeg var færdig og er aldrig blevet trukket så hårdt i elastikken. Casper og Gry var lige i hælene, men vi holdt forspringet og fortsatte i langsomt løb op ad den sidste bakke. Lige der er det rart at kende terrænet godt! Lige der satte vi dem, men fortsatte fokuseret i mål. Først over stregen og helt udmattet efter det vildeste opløb jeg har prøvet i et race. Målbilledet siger vist det hele. 

Det er altid fedt at komme først, og lige den dag holdt det særligt hårdt. Det var bestemt ikke vores bedste præstation, men alle hold lavede fejl den dag eller blev ramt af defekter og så er et adventure race ikke slut, før målstregen.