Kong Vinter – årets første adventure race – en lækker master distance med 166,7 km o-løb, kajak, high rope, mtb og bunker sightseeing. Hvad har du brugt din weekend på?

Når det er koldt, vådt og mørkt udenfor kræver det lidt ekstra at efterlade sofaen alene, snøre løbeskoene og komme i skoven. Jeg fortryder det aldrig – vintermørket skaber en helt særlig stemning med kulden og et skarpt fokus begrænset til lyskeglen fra en kraftig pandelampe.

Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt

Min forberedelse havde ikke siddet helt i skabet. Ryggen havde drillet og jeg havde ikke helt nået de træningstimer, som jeg gerne ville. Derfor var det med en vis bekymring, at jeg kiggede frem mod 14 timer +. Særligt kajaketapen drillede mentalt. Sidst vi roede kajak til race på Bornholm, havde det været hårdt og jeg var mildest talt ikke været ret skarp. Både fordi vi kom for hurtigt i kajakken, så den ikke var ordentligt indstillet, jeg ikke træner kajak, så arme og ryg bliver hurtigt trætte, men nok også fordi jeg efter et par af den slags oplevelser har besluttet mig for, at jeg ikke kan lide kajak.

Det er interessant, hvordan en forestilling kommer til at sidde i baghovedet, fortrænger mit Pippi mantra om “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” og påvirker præstationen. Det irriterer mig, så jeg arbejder aktivt på at ændre min forståelse af kajak. Både ved at træne, få hjælp fra drengene ved et træk på kajakken, men også ved at tænke om tale og tænke anderledes om det – og sørge for at forbinde med noget positivt (som en mulighed for at spise lækre snacks).

Start på rådhuspladsen

Med start på Rådhuspladsen, var jeg ret meget på hjemmebane. Vi havde derfor besluttet, at jeg startede med kortet, selvom jeg var den langsommeste. Det sker sjældent når vi kører mix, men er virkelig motiverende og vi fulgte fint med på de tre små sløjfer på prologen, hvor vi en tur oppe i tårnet ved Vår Frue Kirke, forbi rundetårn og en tur på strøget.

Herfra fortsatte løbeturen som en lækker sightseeing forbi HC. Ørsted parken, Torvehallerne, Statens Museum for Kunst med et hurtigt smut ind i en gammel bygning ved Cinemateket. Jeg forsøgte at lege turistguide for Mikkel undervejs, så han fik lidt ekstra ud af ruten. Vi sluttede med at hilse på de lille Havfrue og Skuespilhuset før vi krydsede den nye cykelbro mellem nyhavn og  Christianshavn, løb forbi operaen og endte ved kajakkerne ude ved kanonbådshusene.

I snor

Jeg vidste godt, at mine ben var ikke så hurtige, som jeg ønskede mig, men her er det virkelig en fordel at være på et hold. Det jeg manglede i træning, havde jeg kompenseret for, ved at sørge for, at der var rigeligt med elastikker i tasken. Man kan nemlig dele energien på holdet ved at sætte en elastik mellem stærkeste og svageste deltager på holdet. Det giver “medvind på cykelstien”, som kan være særdeles tiltrængt.

Samtidig kan det være en mental udfordring at “være i snor” – en tydelig manifestation af styrkeforholdet på holdet. Normalt er jeg helst fri, men her var det nødvendigt og som en del af vores taktik var den på fra start. Det fungerer nemlig bedst, når det er lige stræk og aflaster fra start.

Det var ret anderledes at løbe så meget på hjemmebane – orienteringen var ikke svær, så det var ikke den store fordel, men eventyret blev lidt mindre, når man kendte det hele i forvejen.

Arv min arm!

Det var vigtigt med en god start på kajaketapen. Som en del af forberedelsen havde vi lånt tørdragter til kajaketapen. Den lille detalje gjorde både at vi havde et super hurtigt skift, hvor man bare hiver dragten over løbetøjet. Samtidig giver det lidt ekstra energi at vide at man er varm og sikker på vandet.

Med solstrejf på vandet og varmen i tørdragten var det skønt at få en pause for benene i kajakken og noget rigtig mad i form af en bolle. Jeg var kommer i elastik efter Tobias’ kajak fra start. Det betød både hjælp hele vejen og at vi aldrig kom ret langt fra hinanden, hvilket er dejligt. Samtidig var det en udfordring at blive enige om retningen og synkronisere bevægelser, så vi ikke hev hver sin vej.

Det blev en smuk, men lang tur i kajak. Vi kom rundt i hele havnen med sightseeing for alle pengene. Fra Christianshavn til Papirøen, skuespilhuset, Operaen til Agnete og Havmanden, Sydhavnen og Amager fælled. Jeg fik god hjælp med elastikken og holdt humøret højt med rigeligt med romkugler undervejs. Det var først, da vi kom ind fra etapen, at Tobias fortalte hvor meget han svedte efter at trække rundt med mig….

I forhold til tidsplanen var vi 1 time bagud, da vi var tilbage i løbetøjet – prologen og kajakken havde taget lidt længere tid end forventet. Vi havde besluttet at vi ville overveje ruten når vi ramte 1 1/2 time, så vi var stadig godt med.

Skarpt fokus og sammenbidte tænder

Det var koldt at komme igang igen. Fingrene var nærmest frosne og benene tunge efter at have siddet stille i 3 timer. Både Tobias og Mikkel var blevet ret våde og kolde i kajakken, mens jeg var mere ovenpå. Det varede til gengæld kun indtil vi ramte B&W hallerne, hvor vi skulle op i 35 meters højde for at balancere på smalle balancebomme og rapelle. Man klatrede ad lange lodrette stiger med et rundt metalskelet omkring.

Mine arme var trætte efter roning og jeg syntes bestemt ikke, at det var ret sjovt at klatre op uden sikring. Det var med skarpt fokus og sammenbidte tænder, at jeg tog tre skridt ad gangen og forsøgte at bruge benene så meget som muligt. I 35 meters højde fortsatte vi ad smalle gangbroer med gennemsigtige riste og direkte udsyn til jorden. Der var langt ned. Jeg placerede systematisk fødderne der, hvor de underlæggende metalbjælker lå, men forsøgte at undgå at kigge ned og kunne tydeligt mærke at jeg var mentalt presset over højden.

Det hjalp lidt at få et sikring på, da vi skulle balancere 5 meter på smalle bomme med frit fald 35 ned til begge sider.  Jeg var godt tilfreds med at få den bredeste bom, men var stadig mentalt udfordret over højen og syntes ikke at sikringen så ud som noget jeg havde lyst til at falde i. Totalt irrationelt, når det er en professionel der kontrollerer det og jeg er på hold med to klatreeksperter. Jeg var glad da vi nåede jorden igen og en udfordring med bevægelse gennem et smalt mørkt rum blev pludselig let.

Vi var stadig lidt bagud i tidsplanen, men vi var ikke de eneste. Vi stødte ind i alle de hurtige hold på klatringen og besluttede derfor at fastholde strategien om at tage alle poster undervejs. Vi kørte samtidig mod en række poster i en bunker, der lukkede kl. 19. Det lagde et vist mentalt og fysisk pres på holdet.

Racing Amager

Jeg kørte stadig kortet på grund af hjemmebanefordelen. Ud over Amager Fælled, mens tusmørket lagde sig omkring os. Uden de store bom nåede vi til et af mine yndlingssteder på Amager – vejen på kanten af havet, som strækker sig fra sydspidsen af Amager rundt langs fugle reservatet og helt op til Nokken.

Ude over havet, kunne man i tusmørket tydeligt se at det var uvejr. Vi var akkurat i kanten af det, og krydsede fingre for, at vi ikke ville blive ramt for alvor. Det er de små ting der tæller, og udsigten til 100 km på cykel var lang, hvis vi var totalt gennemblødte. Heldigvis undgik vi at blive våde og forlod Amager over motorvejsbroen med et kort stop efter en post på en lille ø.

Bunker-sightseeing

Herfra overtog Tobias kortet og vi fortsatte langs ad cykelstien langs vestvolden og det gamle voldanlæg. Her var masser af fede postplaceringer i gamle bunkere, hvor der kanp var plads til at møve sig ind eller der skulle cykles igennem smalle betonkorridorer. Ret cool indslag i mørket. Tobias kørte skarpt på posterne, samtidig med at vi var lidt bekymrede for tiden og det cut-off, der var kl. 19.

Der blev spist masser af familieguf og i god stil ramte vi Ejby Atombunker. Her lå en del poster samlet, så vi nåede fint cut-off og nåede et hurtigt snigkig ned i en ret stor bunker, som netop åbner som museum. Der skal jeg forbi en dag, hvor jeg har mere tid.

Ukendt terræn

Herfra forlod vi vestvolden og cyklede ud i, for mig, ukendt terræn. Det var blevet mørkt, og vi havde efterhånden siddet i sadlen omkring 3 timer. Det føltes som om vi havde været i gang længe. Tobias fortsatte skarp og når man nu ikke kan køre fra de andre er det altid en fornøjelse at møde dem igen og igen, fordi de er dårligere på kortet end os. Jeg kan ikke undgå at trække på smilebåndet og få lidt ekstra energi når det sker.

Vejret skiftede og levede i perioder op til Kong Vinter. Pandelampen lyste snefnuggene op i mørket mens de fløj om ørerne på os. Vi fortsatte derudad i mørket. En enkelt post drillede og mit første batteri døde før vi nåede de sidste par poster på cykelturen. Fra den ene ende til den anden og retur af en nedlagt landingsbane var der over 6 km. – en lang tur, som blev meget intens og surrealistisk i selskab med en tæt tåge, som lå over banen.

Efter post 79 nåede vi endelig frem til mål ca. 21.30. Altså bortset fra at vi manglede det sidste loop på ruten, som i roadbooken var beskrevet som 3 timers o-løb med 36 poster.

“O-løbet er lavet, så ingen kan løbe det hele”

Jeg var træt, mine ben var trætte og jeg var meget lidt motiveret for at fortsætte. Det hjalp ikke på motivationen, at arrangørerne blev ved med at gentage at etapen nok var længere end angivet. Til gengæld var det rart lige at få varmen indenfor. Men nu havde vi taget alle poster og var godt med, så et f…. o-løb skulle ikke stå i vejen for at jeg og vi kom helt igennem.

Jeg vidste godt, at der var en del valgfrie poster på o-løbet. Drengene havde kortet og spurgte ikke rigtig om vi skulle gå efter dem eller ej. Vi startede med at gå. Mine ben gjorde ondt, jeg følte mig svimmel og lysten til at fortsætte var meget lille. Al energi gik til at sætte den ene fod foran den anden. Vi kom fremad, men i gang. Den indre erkendelse af, at jeg nu blev straffet for manglende træning hjalp til at fortsætte. Det skulle ikke gå (alt for meget) ud over holdet.

Det hjalp da jeg fik en snickers. Og noget vand. Og en elastik i bukserne. Efter 30 minutter fik jeg det bedre. Benene kunne alligevel godt løbe langsomt, bare vi gik op ad bakkerne. Mikkel navigerede skarpt – når det går langsomt er der heldigvis overskud her, så vi gik lige på gennem krat og skovbunden. Det blev ved i en evighed. Mikkel med kortet og Tobias, der spottede posterne, men jeg efter bedste evne forsøgte at følge med og undgå at sidde fast i elastikken, så grenene svingede tilbage i ansigtet.

Når det gør allermest ondt….

Når det gør allermest ondt, man er træt og slet ikke gider mere, er det de små ting der tæller. Opmuntrende kommentarer fra holdkammerater, overblik over den resterende rute på kortet eller en halv snickers kan gøre mirakler. Det er så lidt der skal til, men det betyder virkelig noget. En dårlig joke eller et klap på skulderen gør en verden til forskel, når man render rundt ude i en skov kl. 01.30 midt i vintermørket og kulden.

Der hvor man et kort øjeblik glemmer, hvorfor det er rigtig sjovt at være adventure racer. Det at gøre det sammen er nemlig en helt central del af sporten. At gøre det sammen og hjælpe hinanden, både når det går godt og dårligt. At lære sig selv at kende, når man er meget langt fra ovenpå. At få fælles oplevelser og gennemføre sammen. Og at opleve naturen fra helt nye vinkler.

I mål i mørket

Vi kom i mål præcis kl. 2. Med alle poster og godt brugte. Løbet havde været virkelig velorganiseret hele vejen igennem. Jeg savnede dog målstemningen, da vi kom ind. Når kl. er 2 om natten bliver folk ikke hængende som man ellers plejer. Jeg var færdig, glad for at vi havde gennemført sammen og helt klar til at komme hjem i seng.

Vi kørte et godt løb med godt samarbejde (læs elastikker) styr på vores grej, mad og skift – det største forbedringspotentiale ligger i den fysiske dimension. Jeg har lovet mig selv, at der skal trænes hårdere før næste løb. Jeg bliver aldrig god til at løbe i snor!