Årets sidste løb i DARU cuppen var et gensyn med Syddanmark og Als. Det var tredje gang indenfor 2 år at vi skulle køre race på ALs og men en ambition for sæsonen om at vinde masterrækken i DARU cuppen kørte vi sydpå med et klart mål om at køre os godt. Vilkårerne for ambitionen var ikke optimale. Bjørn var trådt til som erstatning for Mikkel, som hellere ville til Nepal end Als (!). Normalt er Bjørn et ret stærkt kort, men med en nærmest ukendt kropsdel, nemlig skambenet som ikke var helt på toppen, var Bjørn noget begrænset på løb. Min ryg drillede stadig, så alt i alt, var vi ikke på toppen.
Småskadet
Ambitionerne hænger dog ikke altid sammen med realiteterne, så vi var klar til start. Kortene blev udleveret kl. 18, racebriefing var 22.30 og løbet startede ved midnat. Med et almindeligt job i København, 4 timers køretur til Als og et stort søvnbehov er det ikke min yndlingsstartplan eller optimal raceforberedelse. Det hjalp ikke på sagen, at arrangørerne ikke har tænkt over et sted man kan sove i mørke eller at man står op for at deltage i en racebriefing, som er godt forsinket.
Bølger i mørket
Prologen var en lokal specialitet – ringridning på cykel. Sjov start på natten, før vi begav os ud i mørket. Efter et kort O-løb hoppede vi i kajakkerne. Der var god blæst på og da vi rundede Sønderborg Slot blev bølgerne rigtig store. Selvom vi havde lys på, blev vi hurtigt spredt og det var svært at holde sig samlet. Jeg sad fast i elastikken i Tobias kajak, hvilket gav noget tryghed. Det føltes ret usikkert at ro i det store bølger, hvor blæsten effektivt greb stemmer og mørket gjorde det vanskeligt at se hinanden og vi ofte kom lidt for langt fra hinanden. Jeg vendte mig ofte om, for at se efter Bjørn og forsikre mig om, at alle var ok. Forholdene gjorde at jeg overvejede kraftigt om jeg synes det var forsvarligt. Heldigvis var der sidevind mod kysten.
Sikkerheden er på eget ansvar
I sådan et situation bliver den obligatoriske underskrift før racet om at man deltager på eget ansvar vigtig. Selvom der er nogen, der har arrangeret løbet, er det i sidste ende op til en selv at vurdere, om man synes at det er rimeligt det der foregår og træffe gode beslutninger omkring sikkerhed. Det er altid nemmere, hvis arrangørerne træffer konservative valg og aflyser etaper, som denne. Når de ikke gør det, bliver det åbentlyst, at det er op til holdene selv at have ordentligt styr på disciplinerne, så man selv kan være ansvarlig for sikkerheden, f.eks. med makkerredning og det at styre kajakker i blæst og bølger. Det havde vi ret godt styr på og derfor valgte vi at fortsætte.
Efter vi havde været alene i mørket blev hele feltet samlet i en havn, hvor posten stod forkert placeret. Det er så demotiverende, når man ikke får belønningen fra at finde posten og samtidig bliver indhentet af alle de andre hold, som man netop har brugt kræfter på, at køre fra. Det er vanskeligt at manøvrere rundt i en havn i kajakker og det gør det ikke nemmere når der er mange af slagsen. Efter noget tid og noget snak med de andre hold, som heller ikke kan finde posten, roede vi videre ud i mørket.
Mtb, Mtb, Mtb….
Undervejs var der et kort O-løb, hvor vi delte os i tre og hurtigt fik fundet posterne og var videre. Vinden var heldigvis taget lidt af, da vi nåede til et mindre havkryds hvor cyklerne stod. Det var lækkert at komme op ad kajakken, få noget energi og få omstillet sig til næste etape. Vi cyklede ud i den tidlige morgenskumring på en rigtig lang cykeletape, hvor vi så de fleste hjørner af Als. Lidt for lang til min smag – vi brugte de næste 8 timer på cyklen, og missede lige præcis en kanoetape. Så pæn er Als heller ikke. Sket ikke når ryggen driller og det gør forholdsvis ondt i min ryg at cykle. Til sidst stoppede vi op for hver 5 km og strakte ud. Tiden var fremskreden og efter nogen diskussion sprang vi de sidste par cykelposter over for at cykle direkte til mål / byaktiviteter. Det er altid en træls beslutning at afbryde ruten, så stemningen var ikke helt i top.
Kør smart
Da vi kom frem til næste TA fik vi fart på igen. Der stod i roadbooken at der var et by O-løb på 1 times tid og rebaktiviteter, men det var ikke klart, at der var CP’er og det fremgik slet ikke tydeligt, at der var ca. 20 af slagsen. Det havde taget ca. 15 min pr. CP på cyklen og nu havde vi en time til at se hvor mange vi kunne nå på et by o-løb, hvor posterne lå tæt. Vi kunne nå mange – lidt for mange til at det ikke stod mere klart i roadbooken. Det var helt klart en fejlprioritering at køre cykelposter, frem for at tage de lette CP’er her. Det er ufedt og skaber dårlig stemning, når man kører for at vinde, og man opdager at racet er et gamble, uden at man ved, hvordan man vinder, og det var lidt fornemmelsen her. Vi havde 45 min. til at løbe, og Bjørns skamben var presset, så det gik ikke stærkt. Til gengæld var vi fast besluttede på at give den gas, og så vidt muligt kompensere for vores “fejlprioritering”.
Vi nåede heldigvis ca. halvdelen af posterne på o-løbet og drengene var en tur i toppen af en kran inden tiden var gået og racet var slut. Det lykkedes at vinde mix-rækken og dermed DARU cuppen. Det var dog ikke med armene helt så højt over hovedet som man kunne ønske sig. Jeg kunne ikke lade være med at være lidt træt af, at der ikke lige var styr på de sidste detaljer, regler og points til et race som ellers havde rigtig mange sjove elementer. Der går nok lidt tid, før jeg skal køre løb på Als igen, og jeg tror jeg kommer til at gå efter et IHS løb.