ROADTRIP TIL CHAMONIX – EUROPAS TOP I BØRNEHØJDE

I sommerferien 2023 kørte Tobias og Jeg med ungerne (2 og 4) fra Aarhus til Chamonix og retur. Vi brugte ca. 10 dage på turen og prioriterede at stoppe undervejs (ikke alt for langt væk fra motorvejen), og opleve lidt så turen ikke blev alt for lang for ungerne i bilen. 

På vej derned have vi en overnatning i Harzen for at bryde turen op og brugte formiddagen. Vi kom sent frem og sov på et bed & breakfast i Bad Grund (forholdsvis tæt på motorvejen). Næste formiddag fandt vi en perfekt lille skovrundtur med hængebro, tårn og skovjordbær til at strække ben og opleve lidt. https://maps.app.goo.gl/xSSyphvBPRKrB32q6. Inden vi kørte videre var vi også på museum – mest for at komme ind i en underjordisk hule ”Caves experience center Isenberg limestone cave”. Ret sejt sted 150 meter inde under jorden, med en meget entusiastisk tysk guide, som snakkede meget på… tysk. 

Vi kørte videre og havde næste stop i Schwarzwald, mellem Karlsruhe og Basel. En kort afstikker fra motorvejen, hvor der var virkelig smukt med høje rullende bakker med marker så langt op ad siderne som det var muligt, træer på toppen og store karakteristiske huse med masser af blomster under vinduerne. Vi overnattede i en af disse gamle gårde, og ungerne kiggede på køer, grise og lege med kattekillinger. Mega hyggeligt og god morgenmad OG man kunne få en kold øl, når man kom frem. https://www.rommelehof.de/. Desværre regnede det ret voldsomt da vi vågnede så i stedet for at bruge formiddagen på at opleve stedet kørte vi videre mod Chamonix. 

I Chamonix havde vi lejet en dejligt air bnb hytte sammen med Tobias forældre, søster + kæreste lidt udenfor byen (i Les Bossons). 

Chamonix er en stor bjergby – måske faktisk verdens ”outdoor-hovedstad”, med en skøn blanding af outdoornørder og turister; folk på full suspension cykler, isøkser på tasken og reb over skulderen og så en masse turister, der tager liften op, kigger på udsigten og shopper i dyre butikker. 

Dag 1 kørte vi op til Parc de Merlet, en dyrepark beliggende i et betagende alpint miljø hvor man kan støde på forskellige bjergdyr som gemser, stenbukke og murmeldyr.https://www.parcdemerlet.com/en/

Der er en lille hyggelig restaurant og fantastisk udsigt. Husk at booke billetter på forhånd.  Fra parken går der en lille sti langs bjerge ned til byen, så Anton på 4 og Jeg gik ned, mens Tobias kørte i bil med Johan. Super fin lille vandretur ned ad bjerget. 

Dag 2 tog vi Montenvers toget op til Mer de Glace. Ret hyggelig tur, men også lidt trist at komme op og kigge ud over gletcheren, som er skrumpet markant de sidste 10 år siden jeg første gang var der. Fra togstationen tager man en lift ned og fortsætter ad en laaaang trappe før man når gletcheren og en ishule. Vi havde taget grej med til at få drengene med en minitur ud på gletcheren og de synes det var ret sejt med karabiner, seler og hjelme. Det blev en mini tur på gletcher, men det var så fedt at have dem med ud gennem lågen for ”Alpinists only” og vise dem, at der er mere til eventyret end at blive på trapperne. 

Om eftermiddagen kørte vi ned til en stor badesø ”Lac de Passy” med legeplads og muligheder for at bade; https://maps.app.goo.gl/CpusciVHMZHVmmn77

Dag 3 gik vi over i parken ved Gaillands. Der er forholdsvis nem klatring (fra grad 4 ish), hvis man selv har udstyr med og kan sætte det op. Der er en mikro legeplads, som er sjov for de helt små OG så fandt vi en high rope bane, hvor man kunne prøve de nemmeste når man var 100 cm = Anton størrelse https://maps.app.goo.gl/Q3den77nBtrkrtMZ7 . Anton, Far og Mor synes at det var det fedeste og Anton brugte 1,5 timer med fuldt fokus på at gennemføre to baner, flytte karabiner og klatre rundt over jorden. Far var pave stolt og det slog med længder den ellers helt fantastiske vandretur (læs smuk, vild, stejl og hånd) Tobias og Jeg tog på om eftermiddagen op til ”La Junction”. 

Dag 4 gik med en tur ned i byen efter is og med shopping. Anton fik nye seje løbesko i den vildeste sportsbutik i verden ”Schnell sport” og han løb næsten de 2 km hjem til hytten. Til frokost skulle vi fejre Farmors 60 år fødselsdag og Jeg havde fundet en rigtig hyggelig mega fransk restaurant med en vidunderlig gårdhave med udsigt til Mt. Blanc http://www.hotel-aiguilledumidi.com/ . De servede lækker frokost, havde legetøj til børnene og det viste sig, at vi måtte være blevet og bruge poolen og trampolinen efterfølgende. Det var ærgerligt at vi ikke havde tid til det, fordi vi skulle ud og hike. Næste gang spiser vi frokost der igen og bliver hele eftermiddagen (så er der value for money!)

Chamonix var fedt med ungerne – når de er lidt større er der endnu flere aktiviteter: 

  • Aiguille du Midi-kabelbanen, der byder på betagende udsigter over de franske alper. Nyd de panoramiske udsigter og lad dine børn opleve spændingen ved at være højt oppe. Er helbronner-liften åben kan man også køre hele vejen over gletcheren. Det er het sikkert også flot. 
  • Lac Blanc-stien er et populært valg og byder på fantastiske udsigter over Mont Blanc-massivet. Stien er velvedligeholdt og egnet til børn, men husk altid at prioritere sikkerhed og tilpasse distancen efter jeres børns evner.
  • Parc de Loisirs de Chamonix. Denne udendørs eventyrpark tilbyder aktiviteter som træklatring, svævebaner og minigolf.
  • Vandring på Le Tour – fin udsigt og der er helt sikkert god kaffe og snacks i hytterne. 

På Hjemturen gjorde vi igen stop i Schwarzwald. Vi fandt endnu en Bed and Break fast i traditionel stil med legeplads, trampolin og et utal af køretøjer, som ungerne hyggede sig med. Denne gang skinnede solen, men nu nærmest for meget og med 34 grader hoppede vi i bilen og kørte mod Danmark efter et kort dyp i den lokale flod. Turen gik overraskende godt, vi stoppede i et ”Freibad” = tysk udendørs badeland og fik strukket ben og brugt noget energi. Der er rigtig mange af dem i Tyskland, søg efter Freibad på google – det er ikke sidste gang vi bruger det som et godt pausestop når vi kører sydpå.  Vi havde egentligt planlagt at gøre stop i Harzen igen, men ungerne hyggede sig på bagsædet med Gurli Gris og Kaj og Bamse (lydbog) og det gik godt fremad, så vi kørte igennem med et par stop på tankstationer med legeplads, toilet og mad. 

Skrevet af Iben Nelson. Ræk ud på 23380078 / nelson.iben@gmail.com hvis du har spørgsmål.