Efter 14 dages restitution, var håbet om at der blot var tale om muskulær ømhed forsvundet. Ryggen og lænden gjorde stadig ondt, og smerten flyttede sig rundt og satte en effektiv stopper for al træning. Og masser af arbejde fungerede som en mental flugt fra at forholde sig til en ordentlig løsning. Det betød, at min løbeformen ikke blev holdt ved lige og at de mentale åndehuller der ligger i at snøre løbeskoene og mærke fart, frisk luft og kroppen stoppede.

Det var en mental prøvelse at heppe på Tobias, Møller og Bastian til Xterra i Aarhus. På hjemmebane, i højt solskin og perfekte spor. Det gjorde det ikke nemme at jeg fik testet sporet på en lånt fully. Det gjorde også ondt i ryggen. Til Xterra i Tisvilde var jeg på Drengeakademiet, så her måtte jeg nøjes med at følge med på facebook og sportstiming og se Tobias nå podiet uden selv at kunne heppe og fejre resultatet.

En kiropraktor i Slagelse havde imellemtiden rykket mit bækken på plads med et ordentligt brag, der kunne mærkes i hele kroppen. 3 behandlinger og tre uger senere kunne jeg så småt løbe igen. Og med et par besøg hos en super dygtig fys, var det faktisk realistisk at køre Xterra i Sverige.

Små to måneder efter at jeg udgik på Møn, stod jeg klar til Xterra Sweden. Uden nævneværdig løbetræning i næsten to måneder kørte jeg en ok tid. Det var en lækker og udfordrende rute med masser af svensk klippe. Ryggen holdt og det lykkedes at løbe 10 km. Resultatet modtog jeg med blandende følelser. Det er en lang tur til Stockholm, når man bliver nr. 3 blandt kvinderne, men tabte Maui-slottet. Formen var bestemt ikke som håbet, men Xterra på Vestkysten og ikke mindst det danske kval stævne på Møn var reelt en mulighed.