Jeg havde glædet mig til at race på Møns Klint. Det er Anders løb, hvilket betyder garanti for styr på sagerne, fede postplacering og et fedt program. I kombination med naturen ved Møns Klint får man ikke bedre udgangspunkt for et fedt race.

Vejret var lækkert, solen skinnede og holdet var på plads med to gode veninder, højt humør og en 2. plads som skulle forsvares. Sådan gik det dog ikke.

Efter rigtig mange races i foråret, havde jeg lidt ondt i ballen. Jeg havde overvejet om jeg skulle melde afbud, men havde glædet mig og ville ikke afskrive det på forhånd. Efter en hård start med 16 km svær orientering og rigtig ondt i balle/ryg var der ikke andet at gøre end at trække stikket og udgå. Vi var slet ikke var ude af racet placeringsmæssigt, men fornuften sagde at det gjorde for ondt at fortsætte, og frygten for at blive yderligere skadet var nu større end øv-følelsen over at stoppe.

Det var den mest øv-agtige følelse jeg længe har oplevet. Ikke nok med at jeg ikke kunne gennemføre racet, hvilket i sig selv var slemt nok. Når jeg stoppede trak jeg også resten af holdet med ud, og der var ikke rigtig stemning for at fortsætte. Og sidst men ikke mindst var det en helt tydelig manifestation af, at jeg var skadet. Sådan rigtig. Ikke mere løb. Ikke mere race. Ikke mere sjov. Uden at vide, hvor slemt det stod til og hvor længe pausen var. ØV.