”Hvem vil med på eventyr på Mols?”

“Jeg har fundet et startnr. til VUMB, men mangler en makker der vil med på eventyr på Mols 70 km+ 6-7 februar til www.vumb.dk. Det bliver ikke en vindertid, men helt sikkert en fed tur! Skriv en PB, hvis du har lyst!”

Efter en rigtig fed oplevelse til Kong Vinter, var jeg slet ikke færdig med eventyr i den danske vinter, og med VUMB lige om hjørnet var det helt oplagt. VUMB står for Vinter Ultratrail Mols Bjerge og er et orienteringsløb på 70 eller 100 km over to dage. Der er tvungen overnatning på Fregatten Jylland og man løber i hold af to personer.

Min gode makker Gitte var skadet og Tobias, som var stand-in til Kong Vinter skulle løbe 100 km med en anden. Jeg kendte flere der allerede var tilmeldt, så der var lagt op til en fed weekend i godt selskab – det var bare at finde en makker, som havde ben og lyst til at komme med på eventyr!

Det havde Niels. Niels går under navnet dr. Ond og jeg kendte ham primært fra en kort træningslejr og lidt træning i Nordsjællands Outdoor Sports Klub, hvor temaet var uafbrudt bevægelse, samt et oplæg om et meget langt og vildt adventurerace i Alaska. Efter en kort forventningsafstemning og en enkelt fælles træning var vi klar!

”Man skal kun pakke det, man forventer at bruge!”

Efter utallige drillerier fra min gode ven og løbemakker Anders, havde jeg virkelig forsøgt kun at medbringe det absolut nødvendige udstyr. Til Kong Vinter slæbte jeg rundt på både dun og skaljakke hele vejen uden at bruge det, som en rar men tung sikkerhed i tasken. Til VUMB havde vi kun obligatoriske udstyr, som førstehjælp, energi, vand og pandelamper. Der var ingen varm trøje eller jakke. ”Min” obligatoriske taske bestod af en drybag med gavebånd pakket ned i tasken, og vi havde kun 2 L vand til sammen i tasken. På den front var Anders og Niels meget enige. Og det var svært at proppe ekstra ting i tasken, når det var Niels, der skulle løbe med den!

Raceday

Lørdag morgen var det efter masser af forberedelse endelig racetid. Karpenhøj summede af racestemning, fyldt med ultraløbere i den obligatoriske uniform tights, trailsko og buffs. Nogle mere tight end andre. Niels’ fod havde drillet i løbet af ugen og mit knæ var ikke helt på toppen, så målet var stadig en god tur i højt humør. Og jeg havde lovet Niels, at vi ikke skulle stå stille. Overhovedet. Niels havde alt udstyr i tasken og jeg havde lommerne fyldt med energi. Jeg havde lært fra sidst og taget prerace snacks med, så energidepoterne var fyldt ved start og vi var helt klar på eventyr.

 

Masser af fart fra start!

Strategien fra start var helt klar – ”vi følger efter Peter, så længe vi kan”! Peter og Trine var også på 70 mix, og med masser erfaring og Peters skills på kortet var de et stærkt hold. De lagde også hårdt ud, så vi kom fra start i højt tempo ud over græsmarkerne mod vandet langt fremme i feltet. Og det virker, at lægge hurtigt ud, så man kommer godt frem i feltet og slipper for at løbe i kø. Ruten fulgte stranden langs Fuglsø mod Femmøller lige forbi mine bedsteforældres sommerhus på skrænten, hvor jeg har tilbragt utallige somre. Denne gang var det i trailsko med fokus på at kontrollere pulsen og blikket rettet mod sandet og den næste post. Niels med kortet og jeg med roadbook og gps.

”Følg Peter” strategien holdt de første 4 km langs vandet og skrænten, hvor der blev givet gas og der var en fed stemning efter at løbet endelig var i gang. Herefter slap vi Peter og Trine og fik sat tempoet ned til et niveau, som var mere realistisk for de næste 30 km mens ruten pegede mod “bjergene”.

Direkte igennem eller udenom? 

I bjergene mødte vi den første  ukendte udfordring, som bestod af et orienteringsløb på poster i valgfri rækkefølge. Vi startede godt ud, og fandt den første post uden problemer. På vej mod anden post blev vi udfordret af størrelsesforholdet på kortet og et terræn, der var noget mere fugtigt end kortet angav. Jeg hader våde fødder og var ikke helt enig med Niels om, hvornår man skal krydse direkte igennem, og hvornår man skal løbe udenom. Men det er vanskeligt at gennemskue, når man ikke har kortet, og under mindre protester lykkedes det Niels at få mig med ud i noget der lignede en mose. Det var vådt og trods vandtætte sokker var det umuligt at undgå våde fødder. Det viste sig, at mosen var en unødvendig omvej. Min utilfredshed blev dog hurtigt afløst af højt humør, i en erkendelse af, at det nu var sket, og der derfor ikke var mere at bekymre sig om i den retning.

Det var til gengæld mere vanskeligt at finde tilbage på kortet, og vi havde det eneste egentlige bum på ruten her. Det var kun de helt store stier, der fremgik af kortet, og der var ikke gps koordinater på disse poster. Efter at have rodet lidt rundt efter posten inde i skoven fandt vi ud i åbent terræn, hvor vi kunne se en del andre hold løbe rundt i det istidsformede landskaber. Vi var ikke helt med på kortet, men endte med at følge i retning af de andre hold og ramte til alt held post 6, som vi ledte efter. Herefter var vi ”inde på kortet” og fortsatte op og ned af bakker og hegn sikkert på posterne. 

 

Foto: Martin Paldan.

 

Der er flere måder at komme hurtigt frem

Skyerne hang tungt over bakkerne med masser af fugt i luften. Heldigvis blev det aldrig til mere end tåge og fugtigt græs, som gav våde tights og handsker, når vi kravlede under endnu et hegn. Efter ca. 20 km begyndte mit baglår at brokke sig. Med en dag mere forude og en erkendelse af, at min løbeform kunne være bedre, måtte jeg bide stoltheden i mig og sætte farten ned til hurtig gang. Det fungerede ok på et mini kompas o-løb. Konceptet var sjovt, men afstandene var så små, at det var lidt for nemt.

Baglåret fortsatte med at brokke sig, men heldigvis er der flere måder at være hurtigt på o-løb. Så med skarp navigering lykkedes det os at holde et rimeligt tempo og gentagne gange støde ind i ”de blå mænd” – et herrehold, som løb meget hurtigere end os, men ved flere poster i træk kom løbende fra en ny retning.

Efter en lille time i langsomt tempo, var baglåret bedre og mål efterhånden i sigte, så  tempoet blev sat op igen. Vi nærmede os Ebeltoft og de sidste poster. Gps-uret stod kun på godt 30 km, og med en forventet distance på mindst 40 km, blev baseret på vores bum til Kong Vinter nervøs for, om vi havde sprunget en eller flere poster over. Niels havde dog helt styr på alle posterne, så vi forberedte os på en ekstra ”surprise etape” fra fregatten. Der var ingen surprise-etape, så vi løb i mål efter 4 timer og 19 minutter. Første dag var hermed en kæmpe succes, efter en fed dag, og som nr. 2 i mix rækken  efter Peter og Trine,  væsentligt hurtigere end de 7 timer via havde satset på.

 

Dr. ond og en luksus friluftsnørd

Det er lærerigt og sjovt, at være på race med en erfaren adventureracer. Når jeg tidligere har kørt race, har vi været ret uerfarne og spildt en masse dum tid særligt i skiftene. Her hentede vi rigtig meget tid på ”nemme ting”. At være hurtige i skiftene, løbe med en super let taske og undgå at stå stille. Hvis jeg havde bestemt havde vi haft mere tøj med, noget mere end 2 L vand, og helt sikkert fyldt både drikkesystem og dunk op ved hver vandpost. Det fik jeg ikke lov til, og både udstyr og vand passede fint. Vi stod aldrig stille på turen, og var der behov for koncentration til navigation eller indtastning af gps koordinater foregik det med et solidt greb i tasken/skulderen fra makkeren i rask gang.

Da vi nåede til Fregatten kunne jeg til gengælde lære dr. Ond noget om friluftslivets glæder. Niels plejer at køre race, hvor det handler om at komme i mål hurtigst muligt. Gerne langt, og typisk uden tvungen overnatning, hvor mad er brændstof og hygge ikke er et begreb man rigtig anvender, før man er helt i mål. Til VUMB var vi i mål kl. 14.30 og havde masser af tid på fregatten inden sengetid og næste etape. Så da Niels foreslog at vi spiste min hjemmelavede kødsovs kold, kiggede jeg mærkeligt på ham og serverede varm pasta bolonaise med parmesan. Med 4 hold fra adventureraceklubben og en del kendte ansigter på deltagerlisten, var der super god stemning på fregatten. Samværet og overnatningen på fregatten er en super sjov og hyggelig del af konceptet, hvor man ikke kun ser sin makker, men også få hilst på gamle og nye venner. Med store dunjakker, varm kakao med rom og skumfiduser og pandekager blev der fortalt røverhistorier og hygget maks under en stjerneklar vinterhimmel.

Vintermorgen under stjernerne

Kl. 6.12 havde vi fået presset fødderne ned i løbeskoene og stod klar til start på fregatten. Tøjet var nogenlunde tørt, mine lilletæer var blevet ”ordnet” og tapet ind og tasken pakket aftenen før, så alt var klar til start. Humøret var stadig højt, da vi løb ud fra varmen på fregatten og blev mødt af mørket og morgenkulden under en stjerneklar himmel.

I skæret fra de oplyste master på fregatten og pandelamperne fik vi nye instrukser til dagens etape. På prologen måtte holdet deles, så kortet blev revet over og vi løb i hver sin retning. Jeg startede med tre poster på fregatten, hvorefter jeg fortsatte mod den næste. Kortet passede ikke til den næste post, som jeg fandt lidt tilfældigt ved at observere de andre deltagere. Forvirringen skyldtes at kortet var spejlvendt, så det gik hurtigt videre til sidste post og tilbage til Niels, som også netop kom tilbage.

Vi var hurtigt videre fra prologen. Så hurtigt at vi på ved mod første post blev overhalet af Thure og David, som vandt 70 km distancen. Og før Peter og Trine. Dagens bom blev lavet på den 2. Post, hvor der kortvarigt var forvirring om navigationen på de små stier. Vi var dog ikke de eneste der gik skævt på, men vi fik rimeligt hurtigt rettet op og kom videre. Turen fortsatte langs kysten, mens solen begyndte at stå op bag os og farvede himlen blodrød. Kombinationen af vinterluft, solopgang, vandet og pandelampen fikseret på løbeskoene i sandet skabte en nærmest magisk stemning. Følelsen af flow blev ikke mindre af, at vi fulgte lige i hælene på et ret erfarent herrehold, hvilket indikerede godt tempo og rigtig god start.

 

Styr på kortet – nu med gps.

Jeg er efterhånden ved at vende mig til ikke at have kortet, og koncentrere mig om at følge med på roadbooken og klippe poster. Efter Kong Vinter, hvor vi ved en fejl sprang en post over, var jeg meget opmærksom på kommunikationen omkring postnumre.

Gps’en til VUMB gav en ekstra dimension til navigationen på turen. På almindelige adventureraces er der typisk en navigatør, der har kortet og finder vej. Til VUMB navigerer man via 1:25.000 cm kort og der er gps koordinater på alle poster, hvor man må medbringe gps uden baggrundskort. Enkelte poster kan kun findes via gps, da de ikke er indtegnet på kortet.

Størrelsesforholdet på kortet betyder, at småstier ikke fremgår og det er vanskeligt at finnavigere til posten. Med Niels på kortet og mig på gps’en kunne vi pludselig samarbejde om navigationen. Kombinationen af kort og gps var et sjovt element og gav en ny dimension til navigation og samarbejde på holdet.

På eventyr i bjergene

Efter et sjovt o-løb i et sommerhusområde med rigtig mange bakker ramte vi igen ”bjergene”. Med gårdsdagens erfaringer i rygsækken fik vi indtastet gps koordinater på de vanskelige poster, hvilket gjorde finnavigationen væsentlig hurtigere og nemmere. Mit knæ var mærket af gårdsdagens strabadser og tempoet var ikke højt. Til gengæld havde vi rimeligt godt styr på kortet og det kommer man langt med til den slags løb. Den sidste halvdel af etapen fulgtes vi med et herrehold. De løb fra os, men vi var skarpere på kortet og gik mere direkte på. Så vi mødtes fra tid til anden og fulgtes på dele af ruten.

Mols Bjerge er min gamle legeplads – jeg har brugt en stor del af min barndom på eventyr i bjergene på toppen af en lille islandsk hest og senere på min mtb. Der er noget helt særligt ved de vidtstrakte græsbakker med små spredte buske og fantastiske udsigter. Og en fantastisk frihed over de store naturområder, med hemmelige stier, bjerge og dybe slugter. Det er skønt at komme tilbage og opleve terrænet på en ny måde. At gense alle de gamle steder, hvor minderne fra andre eventyr vælter frem og kombineres med nye. Og det er uanset, at knæet for alvor begyndte at brokke sig over løbet. Det er super træls at erkende, at benene ikke vil holde samme tempo som hovedet, men når det gør tilstrækkelig ondt, retter man sig efter det. Og denne dag kunne det ikke ødelægge den gode stemning og glæden over at være på tur i fantastiske omgivelser og godt selskab.

 

 

Toppen af Mols Bjerge

Fra toppen af trehøje var der udsigt til alle verdenshjørner. Det var samtidig en central markør på ruten, da det herfra nærmest kun gik nedad til mål. Så vi nåede toppen i højt humør og blev mødt af Martin Paldan, en af Danmarks bedste adventuresports fotografer, som altid står rigtigt placeret ved de fede spots og kvitterer med et par superfede billeder af Team POW.

 

Når to bliver et team – Team POW

En af de virkelig fede ting ved at køre løb på hold er netop, at man er afhængig af hinanden. Til Xterra er jeg alene om at lykkedes. På et hold er der andre muligheder. Hvis man skal have det optimale resultat, er man nødt til at  bede om hjælp, når man har behov og omvendt give den, når man har overskud. For mig er det nemmest at hjælpe de andre. Men det kræver, at det er mig, der har overskuddet og sådan er det sjældent, når jeg løber mix. Det er grænseoverskridende at skulle erkende og fortælle, at man ikke kan alt selv og man har brug for hjælp eller at tempoet er for højt. Samtidig er det en fed fornemmelse, når man gør det. For det er virkelig her, at der er mulighed for at arbejde sammen som hold, og hjælpe hinanden til at blive endnu bedre. Med et skub i lænden op ad bakkerne, en opmuntrende kommentar, gels eller en stram elastik! Det virker.

Og kombinationen med et stærkt team og store oplevelser er nok også en central årsag til, at man sine holdkammerater at kende i rekordfart.

Mål i sigte

Vi fortsatte turen ned over de bakkede istidslandskaber og forcerede endnu et par hegn på vej mod vandet. Tempoet var ikke højt, men det var humøret til gengæld. Niels havde lugtet mål, hvilket gav ham lidt ekstra fart i benene, så han skulle lige huskes på at holde tempoet nede et par gange. Da vi nåede flad grund på stranden,  var jeg også blevet utålmodig, og elastikken røg frem. En ujævn strand med store sten er ikke det mest optimale sted at løbe i træk, men med et skarpt fokus på underlaget fik vi alligevel fart på igen. Det var hårdt, pulsen var høj og jeg var træt, men jeg havde også lugtet mål, og vi var rigtig tæt på. Fra stranden var der en stigning op mod Karpenhøj. Jeg skulle selvfølgelig løbe i mål uden elastik, men tidspunktet hvor den skulle af blev udsat fra strandkanten til toppen bakken, til vejen til Karpenhøj.

Et godt eventyr fortjener en gentagelse! 

Da vi nåede Karpenhøj røg elastikken og vi løb i mål til VUMB 2016. Her blev vi mødt med kæmpe krammere fra arrangørerne og en placering som nr.2 i mixrækken efter Peter og Trine, pænt placeret i 70’er kategorien generelt.

 

Al min nervøsitet forud for løbet, blev gjort til skamme. Jeg var træt og knæet var presset, men ikke smadret. I sig selv var en kæmpe sejr efter 2 års skadespause og et enkelt år tilbage med forsigtigt løb og progression på distancerne. Men vigtigst af alt havde vi en rigtig god tur i smukke omgivelser og godt selskab. Et eventyr, der bestemt fortjener at blive gentaget næste år. Og med lidt mere træning er en vindertid måske ikke udelukket ;)?

Tak til Niels for godt selskab og masser af adventuretips og tricks. Du må godt komme med på Team POW igen! Og til arrangørerne af VUMB for et fedt arrangement. Billederne markeret med VUMB er taget af en af Danmarks bedste adventurefotografer, Martin Paldan, de øvrige er fra POW POW productions!