Kvalifikationen til Xterra World Championship på Maui, Hawaii havde været mit sportslige mål for 2016. Et år, hvor jeg for alvor har levet op til #merefartpå med flere sejre, end der kan tælles på en hånd. Kronen på værket var, at billetten til Hawaii kom i hus på Møn. Det holdt hårdt, men det lykkedes.

Paradis

Hawaii er nok noget af det nærmeste, man kommer paradis på jorden.  Den første uge på øen, blev brugt på at udforske øen og nyde livet sammen med Tobias. Opleve fantastiske strande, bade i azurblåt vand, dykke efter skilpadder og koraler, vandre i intens grøn regnskov, cykle ned ad høje vulkaner og lege surfer på de verdensberømte bølger. Måske er rødvin, chips og bølgesurf ikke den optimale fysiske forberedelse. Men når man nu er på Maui i rigtig godt selskab, er der mere der skal opleves end et enkelt race.

Grundig forberedelse

Til gengæld har jeg aldrig forberedt mig så grundigt til et race, da vi først gik i gang. Vi brugte tre dage på at hente startnumre, teste ruten, finetune cyklerne og hænge ud med de andre danske atleter. Der var god stemning og masser af racehistorier, mens vi brugte dagene på at teste elementerne på ruten.

Svømningen var spændende. Primært på grund af de 3-4 meter store bølger, der skabte en heftig brænding, når de rullede ind over stranden. Træningen i at starte fra stranden, forcere brændingen og surfe retur var en begrænset succes. Bølgernes kræfter og et par mislykkede “bølgesurf” forsøg resulterede i store mængder sand i mine ellers meget stramme tri-tights og sportsbh og et par svømmebriller, som blev opslugt af bølgerne.

Det hjalp lidt på min mentale forberedelse til bølgerne, da det gik op for mig, at en stor del af deltagerne slet ikke var vandt til havsvømning, men normalt trænede i søer. Men det var alligevel en ringe trøst, når man kiggede ud på brændingen.

Testen af cykelruten viste at kombinationen af stærk kæreste, masser højdemeter og høj varme kan være en hård omgang og primært er motiverende, når det går ned ad bakke.  Det var en hårdt rute, med tre meget lange stigninger. Noget anderledes end de noget kortere intervaller vi kører på bakkerne hjemme i de danske skove.

På testen af løberuten ændrede jeg strategi og lod Tobias løbe selv, så jeg kunne holde et mere passende tempo. Det var 5 hårde kilometer opad, og derefter 5 lækre kilometer nedad mod mål.

Vi kørte mtb ruten torsdag, hvor den var tør og lækker. Om aftenen regnede det voldsomt, og med kraftige byger både fredag og lørdag var det primære emne på infomøder og generelt, hvor slemt mudderet på tracket ville være. Underlaget på store dele af ruten var ler, som i den våde version er nærmest umuligt at køre op i og kan være farligt at køre nedad på. Der blev talt om hvilke dæk, der var bedst, det perfekte dæktryk og hvor vigtigt det var, at svømme hurtigt for at undgå kø på tracket.

Så med udsigten til enorme bølger og en hård mtb rute, var jeg forberedt, ret spændt og lidt bekymret for at miste mine svømmebriller i bølgerne eller styrte på lange glatte nedkørsler.

Raceday

Det var en fantastisk følelse endelig at være klar på startstregen til VM. I rød/hvid tridragt, hurtige racesko, toptunet mtb og med numrene tatoveret på armene til lejligheden. Vejret var fint, med spredte skyer, sol og en rimelig temperatur.  Cyklerne blev placeret i skiftezonen sammen med en sirlig organisering af energi, sko, cykel- og løbe grej. Det var lykkedes mig at glemme både kontaktlinser og håndklæde til skiftezonen, hvilket kortvarigt forstyrrede mit fokus.

Med svømmebrillerne i hånden ramte vi stranden, hvor stemningen var god, men spændt med udsigten til kæmpe bølger og en faretruende brænding og med udsigten til en “spændende” mtb rute.

Vi blev sendt afsted i heats. Pro’erne først, så mændene og til sidst damerne. Mit mål var at komme godt igennem, og for at berolige mig selv havde jeg besluttet at starte roligt ud, for at komme godt igennem brændingen. Det lykkedes, da startskuddet for vores heat endelig lød, 12 minutter efter at pro-feltet var startet.

Svømningen i det varme vand uden våddragt var langt lettere end frygtet. Brændingen var heldigvis hurtigt overstået, men bølgerne længere ude løftede kroppen op og ned, mens jeg fandt rytmen og rundede første bøje. Jeg lå fint midt i kvindefeltet omgivet af røde badehætter. Ind mod stranden mærkede man tydeligt kræfterne i vandet, når man blev ført frem af bølgernes kræfter og tempoet var et helt andet end den modsatte vej.

Fanget i brændingen

Jeg havde frygtet brændingen, hvor vi skulle ind forbi stranden før anden halvdel af svømningen. Selvom jeg forsøgte at holde øje og undgå bølgerne ramte jeg kysten samtidig med en række store bølger. Jeg blev fanget, suget ned og hvirvlet rundt sammen med flere kroppe i vandet. Tabte brillerne, røg i den næste bølge og fik endnu to ture under vandet i bølgernes vold.

Da de største bølger var væk, kom jeg fortumlet og forskrækket op på stranden. Mine briller var væk, og jeg havde mistet den yderste af to badehætter. Det forekom fuldstændig umuligt at fortsætte tilbage ud i bølgerne uden briller, og jeg nåede at tænke, at mit race endte her. Tilskuerne heppede, og til min store overraskelse blev der råbt “spare goggles” og viftet med et par brugte svømmebriller.

Det tog et par minutter at at få de nye briller på, trække vejret og få ro nok på kroppen til at fortsætte ud gennem brændingen en gang til. Jeg var fortumlet og samtidig rørt over at få hjælp fra uventet kant. Og jeg var rigtig glad for at fortsætte kampen mod bølgerne og mig selv, selvom min placering i feltet var blevet noget dårligere, og jeg nu kun spredt kunne se badehætter i forskellige farver (fra de forskellige startgrupper). Det tog noget tid at komme tilbage i flowet. Det føltes som om det var blæst op, og selv om jeg svømmede ind mod stranden trak havet mod højre, så man måtte svømme skråt mod swim exit for at ramme. Det lykkedes at komme sikkert gennem brændingen anden gang – en stor sejr, på trods af en lidt for langsom svømmetid.

“Mud-race”

Den rigtig store udfordring var mtb-ruten. Den var hård i forvejen, men med regn og mudder fik den lige et ekstra tvist. Det er en fordel at give den gas på svømningen, for at undgå at køre bagerst og blive bremset på mtb-sporet. Det lykkedes ikke på Maui. Da jeg nåede til cyklen, hang den stort set alene på stativet. Både fordi jeg svømmede dårligt og fordi damerne blev sendt afsted i det sidste heat. Så jeg kom til at køre rigtig meget i kø. Til gengæld var det super motiverende stort set kun at overhale på den første halvdel af ruten.

Kø, fart og mudder

Ruten var våd og fedtet, så folk kørte forsigtigt og var ofte af cyklen, for at komme over glatte rødder eller forbi dybe mudderhuller. Flere af de stejle stigninger og nedkørsler var umulige at køre i de glatte forhold. Med cyklen i hånden galt det om at skubbe den så langt ud i sivene, at leret ikke pakkede og blokerede for og baghjul. Det lykkedes bedre for mig end de fleste af de andre, og jeg havde god fart i benene op ad de mudrede skråninger, selv om jeg stoppede for hver 50 meter og hæv klumper af ler ud af gearsystem og hjul for at hjulene kunne dreje rundt.

Mit “race” startede for alvor toppen af den anden lange stigning. Herfra gik det nedad, køen forsvandt, sporet var tørret op og udsigten over vandet var faktastisk. Der var god fart i cyklen. Erindringen om Tobias’ hjernerystelse fra sidste race og bekymringen for styrt på glat ler satte en begrænsning for farten. Jo længere jeg kom ned ad bjerget og mærkede grebet i underlaget, des mere fart kom der på cyklen.

Sammen med en pige fra age-groupen under mig, blev der for alvor kørt om kap, og jeg gav den alt, hvad der var i benene på vej op ad den sidste lange stigning, hvor det lykkedes at blive på cyklen hele vejen. Det sidste stykke på ruten var mudret og fedtet. Siden den lange stigning havde jeg haft en anden dansk deltager efter mig, og selvom jeg ikke kendte ham, gav det en form for sikkerhed ved et eventuelt styrt, så jeg turde at have god fart i cyklen.

Trailløb – nu med bjerg

Mtb-ruten var vel overstået – faktisk så godt, at der næsten ikke var nogen cykler på stativet, da jeg smurt ind i mudder hang min cykel, skiftede til løbesko og cap for at løbe up på den sidste del af ruten. Mine ben var slet ikke klar til at løbe opad efter begrænset træning, den lange vandring i cykelsko (og cykelturen?). Det blev 5 hårde og langsomme kilometer opad.

Undervejs mødte jeg en anden deltager mens vi overhalede en tredje – “let’s help each other” sagde hun. Når det gør ondt, og 10 km virker som uendelig langt er det meget motiverende at følges og hun gav mig et ekstra skub.

Kampen mod uret var også så småt begyndt. Før racet havde jeg opstillet et mål om at komme ind under 5 timer. 45 minutter til svømningen, 3 timer til cyklingen og 1 time og 15 minutter til løbet. Efter svømning og mtb var jeg bagud med 3 minutter, så målet var stadig inden for rækkevidde. Sammen men min nye makker hjalp bevidstheden om målet til at holde fast i det lidt fart, der var i benene op ad stigningerne. Med sveden drivende og stop ved samtlige vandepoter.

Selv om jeg nåede toppen og begyndte turen nedad, føltes det som om det var langt i mål. Min makker var løbet fra mig, mens jeg gravede dybt for at finde den sidste energi til at fortsætte i varmen og mudderet mod målstregen. Da jeg endelig nåede stranden var alt fokus på at finde fast sand til fødderne og nå frem til opløbet, som nu var i sigte.

Kroppen var tung og depoterne tømt for energi. Tobias mødte mig på stranden, heppede og tog billeder. Det var skønt at se ham og at han var kommet godt igennem, men selv med tilskuer og så tæt på mål var der ikke energi til at løbe op ad den sidste lille bakke fra stranden mod opløbet.

Følelsen af verdensmester

Det sidste stykke mod mål, fik den alt hvad jeg havde tilbage. Jeg løb i mål, og det var en kæmpe sejr at krydse stregen og få hawaiikrans og medalje om halsen. VM på Hawaii var en oplevelse og et løb mod mig selv – ikke mod placeringer. Det var topfedt at gennemføre indenfor målet på 4 timer, 55 minutter og 41 sekunder efter en hård kamp mod naturen og mig selv i varmen på Hawaii. Jeg vandt min egen konkurrence den dag.

Når man så fuldstændig uventet klarer sig over al forventning og bliver nr. 4 i sin agegroup, er det kun en bonus. Og selvom der kun var 49 sekunder til podiet, var det ikke vigtigt den dag.

Det var en unik oplevelse af besøge Hawaii og deltage i Xterra World Championship. Det kunne være sjovt at gentage successen og køre rigtig stærkt. Altså med løbetræning i bakker og en ordentlig svømmetid. Men når man sammenligner Xterra Nordic med Xterra på Hawaii, så bliver det også klart, at drengene hos Running 26 gør et ualmindeligt godt arbejde med rigtig fede stævner i Danmark og ruter, der slår Hawaii med længder. Så selvom der er fokus på Adventure Race i 2017, bliver det nok til et enkelt Xterra eller to. Der skal nok blive god mulighed for at køre stærkt og teste formen, når der er Europamesterskaberne i Xterra på Møn næste år. Og så er der plads til de andre eventyr, som ligger derud og venter.

Hvem sagde powder i Japan…..?

Tak for rigtig godt selskab i paradig, støtte og opbakning fra Tobias, lækre billeder fra Stine Sophie Winckel og rigtig godt grej fra Fusion, Løberen, BMC og Salomon.